Gud har ikke bare ændret status de seneste år. Han(?) har også ændret natur. Svend Andersen viser med denne korte tour de force hvad Gud var tidligere og hvad Gud er nu.
Det er et stort emne at presse ned på 60 sider, og stoffet er plukket fra mange forskellige kilder, men der er gode referencer, og man får en nogenlunde fornemmelse af problematikken.
At Gud ikke findes, må anses som noget, vi ved. Det er det Klemens Kappel kalder hyperateisme, og det er jo det, mange mennesker må leve med – at Gud er død. Men religiøse argumenter har stadig en helt særlig status. Hvis noget ifølge Bibelen er forbudt af Gud, og så er der ikke mere at diskutere. Gud er trumf.
Myterne bruges til at sætte Gud og monoteismen i relief, og forfatteren beretter om Zeus og Odin, hvor den ene stadig har en slags menighed, de asatroende. Fra Egypten kender man faraoen Akhnaton, der ønskede at afskaffe alle guder på nær en – solguden Aton– og ad den vej indføre monoteisme. Egypterne modsatte sig det og fastholdt deres mange guder. Det har muligvis inspireret til Bibelens Moses:
Da israelitterne efter 40 års ørkenvandring – under Moses’ fravær/samtale med Gud – tilbad en anden gud, Baal, lod Gud 3.000 af dem dræbe. Det fik Freud til at kalde den kristne tro for intolerant; andre forskere har kaldt det monoteismens potentielle voldelighed.
Sjovt nok går en del referencer i bogen på tegnefilmene, Valhalla og prinsen af Egypten.
Biskop i Canterbury, Anselm, der døde i 1109, sagde: Jeg søger ikke at få indsigt for at få tro, men jeg tror, for at jeg kan få indsigt – og – Gud er det, større end hvilket intet kan tænkes.
Leibniz havde en anden tilgang til Gud, verden og inddelingen i onder: Der findes moralske onder, det vil sige onder begået af mennesker. Så er der fysiske onder såsom naturkatastrofer, og der er metafysiske onder, det er onder der er indbygget i naturens måde at virke på. Leibniz kommer frem til at Gud har skabt den bedste af alle verdener, men at den frie vilje forårsager noget der tilsyneladende er ondt, og at det i sidste ende opvejes af alt det gode der er i verden. Leibniz repræsenterer optimismen, og Voltaire gjorde nar af samme i romanen Candide eller optimismen.
I den moderne verden er Gud lig med undren, taknemlighed, livsmod og meningsfylde; og en opmærksomhed rettet mod den enkelte, så denne forpligter sig overfor sig selv og andre mennesker. Samt en ’indre vished’ om opmærksomhed, uden hvilken livet næppe ville være muligt.
Gud bliver da ordet for: Den magt, vi i sidste ende , er afhængige af og som vores liv er udleveret til.
Svend Andersen
Tænkepauser
60 sider
Århus Universitetsforlag
Udgivet: 04.05.2015
