Peter Fischer skød og dræbte en stikker i 1944. ‘Den unge mand, der ledte efter den modstandsmand, der havde slået hans farfar ihjel’, skaber romanens røde tråd, men er ellers ikke en dominerende figur.
Som i Det grønne øje af samme forfatter kan man tale om en slags slægtshistorie: Om Charlotte og Karl, der kun har sex to skamfulde gange i hele deres ægteskab. Om den evige festarrangør, midtpunktet Else, der ikke rigtigt bryder sig om familien, og om Monique, som ingen rigtig gider at være i familie med.
En standardfamilie med sine egne dramaer samlet om højtideligheder og det evigt tilbagevendende spørgsmål: Hvad skal man egentlig med familie?
Er den et bidrag til identitetsdannelsen? Er det den, der støtter, når det kniber, eller er familien blot det netværk, man hænger sin tilværelse op på, uanset om man kan lide sine familiemedlemmer eller ej?
Er familiehistorierne utilfredsstillende eller fordækte, bliver tilværelsen det også.
For at citere guru Bukdahl er Guldager igen forvirrende vitalist med god brug af humor og gang i fortællerstemmen, så det får overfladen til at blafre.
En humor, der tilsigtet utilstrækkeligt dækker over, at tilværelsen også rummer sin ulidelige ligegyldighed.
Både sprogtone og den letløbende og nådesløse ironi minder så meget om Tove Ditlevsen, at hvis det ikke var for de hos Guldager mere handlekraftige og overraskende personligheder – og ikke mindst den relativt lykkelige slutning – kunne man i perioder fristes til at tro, at man sad med en af Ditlevsens romaner i hånden.
Forfatter: Katrine Marie Guldager
256 sider
Forlag: Gyldendal
Birte Strandby
