Om mammutter – for børn

Tre forskere sidder i et telt i Sibirien og fryser som fangerne i de tidligere russiske arbejdslejre. De tre er glade Ivan fra Rusland, sure Joe fra USA og den hyggelige hollænder Cornelis, og sammen skal de undersøge en nyfunden 20.000 år gammel mammut.

Bogen fortæller dels om forskerne og deres indbyrdes skærmydsler, dels om mammuttens rejse til Khatanga, hvor den skal undersøges. Mammutten graves fri af den frosne jord og klodsen med mammutten fragtes hængende i et gitter under en helikopter. Herefter skal den store blok langsomt tøs op med en hårtørrer.

Ivan drømmer om natten om mammutter der vågner af deres 20.000 år lange søvn og oplever det sibiriske forår, søgen efter græs og kampe med sabelkatte. Imens bliver klimaet varmere, så mammutternes sædvanlige føde forsvinder. Det er bogens vurdering, at netop klimaforandringerne var årsagen til, at mammutterne uddøde.

De sidste sider omfatter en faktadel, hvor man blandt andet kan læse, at man i Danmark har fundet en tand fra en uldhåret mammut, der angiveligt har levet for 130.000 år siden.

Bogen er gennemillustreret med stregtegninger, der fint supplerer teksten. Tegningerne indbyder til farvelægning, men det fremgår ikke, at det er meningen, at de skal farvelægges., og man kan blive i tvivl om, hvem der er målgruppe. Er det børn i ’farvelægningsalderen’, eller er det større børn der vil påskønne det humoristiske i følgende:

…tilbage i middelalderen, da dinosaurerne herskede på jorden 

Fortællestilen er holdt let, med direkte, indforstået tale til læseren. Det er vanskeligt at vurdere, om denne genrehybrid kan finde sin målgruppe.

Jytte Grådal

Illustreret af Anne Søndergaard

Faktadel af Niels Bonde

80 sider

Siesta

Udgivet: 2015