… Jeg har altid en fod i døråbningen, en kattelem og en pakket taske …

Ovenstående citat fra bogen er meget betegnende for en af følgevirkningerne af en umenneskelig barndom, og det forfatteren kalder for ’tilknytningsforstyrrelse’. En diagnose, der forfølger den ramte hele livet, men ikke nødvendigvis forhindrer en god voksentilværelse. Hvis den rette hjælp ydes.

Lisbeth Zornig Andersen beskriver i bogen sin egen barndom, der ikke har megen lighed med de versioner det danske samfund ellers foretrækker for de mindste. Hendes tidlige liv er præget af svigt, vold og overgreb. Da Lisbeth er tre og hendes brødre nogle år ældre kommer de på børnehjem. Det er ikke første gang, og det bliver ikke den sidste.

Lisbeth udsættes adskillige gange for seksuelle overgreb, på børnehjemmet og i hjemmet, og da hun er 13 år, bliver hun voldtaget. Hendes mor finder sammen med voldelige mænd, og mere end en gang må Lisbeth ringe efter en ambulance, der kan hente moren. Da hun som 16-årig vidner mod sin mors mand, trækker hendes mor sigtelsen tilbage og siger, at Lisbeth lyver.

Det er rystende læsning. Der er dog lyspunkter i skikkelse af venlige plejefamilier, gode lærere, omsorgsfulde pædagoger – og veninder. Så Lisbeth får en uddannelse og senere en post som børnerådsformand, som hun har uhyggeligt gode forudsætninger for at udfylde.

I bogens slutning er der en kort gennemgang af faktorer, der kan bidrage til at skabe mønsterbrud: Blandt andet er det vigtigt med en personlig relation til mindst en kærlig og stabil voksen, tillid er essentiel for at barnet kan udvikle sig og ligeså uddannelse.

Lisbeth Zornig Andersen

210 sider

Gyldendal

Udgivet: 11.11.2011