Sigurd Barrett er nok bedst kendt for Sigurds Bjørnetime og for den exceptionelle musikformidling i især Sigurd og symfoniorkestret, men han har også skrevet 27 børnebøger.
I denne bog er det fortrinsvis musikken og værdierne der får opmærksomheden. Det vil sige produktionen af tv-programmerne, hvordan de blev opbygget og hvordan det lykkedes at få afsat klassisk musik til børn og deres forældre. Det er helt fint, og man kan jo kun have respekt for Sigurd Barretts og Nikolaj Hansens betagende måde at få leveret musikken, så DR-symfoniorkestret – og deres fagotist – bliver dansk fælleseje.
Musikskoler og deres synlighed er et andet indslag, og der afsluttes med tips til musikalsk formidling og et par sider med relevante links
Der er også en gennemgang af Sigurds værdier: Dannelse, moral og etik, nærvær og fællesskab, som det er svært at erklære sig uenig i. Derimod er der uretfærdigt, når Den store Bastian omtales som en ’sort’ og belærende bog om et lille barn, som forbryder sig mod voksenreglerne… uden hensyn til, at samme børnebog er trykt i næsten 300.000 eksemplarer, har vidunderlige rim, og at ingen har taget den for andet end god underholdning de sidste 40 år.
Hvis det skal siges kort, så er alt hvad Sigurd skriver om musik relevant og til at blive klog af, hvadenten det drejer sig om at sælge Rammstein eller Mozart til mindre børn eller om opbygning af en koncert. Derimod er den historiske gennemgang af værdinormer set mere velfunderet i andre sammenhænge, og der bliver brugt mange belærende sætninger på holdninger, der formodentligt er almengyldige.
Sigurd Barrett
208 sider
Politikens Forlag
Udgivet: 08.11.2010