Erling Jepsen har gennem en lang årrække skrevet autofiktive romaner og er i gang med en større serie af erindringsromaner. ”Vindueskiggeren” er fjerde bind i denne serie, men kan udmærket læses selvstændigt. Det har jeg gjort uden problemer, men jeg kender dog til flere af forfatterens værker.
Det er mange år siden Erling Jepsen for første gang tog læserne med tilbage i tiden og fortalte om sine familiehemmeligheder. Han debuterede som romanforfatter i 1999 med ”Ingen grund til overdramatisering”. Gennembrudsromanen blev ”Kunsten at græde i kor”, der fulgte efter i 2002. Denne autofiktive skildring af opvæksten i en dysfunktionel familie i Sønderjylland blev siden filmatiseret med stor succes.
Erling Jepsens nye roman har fået titlen ”Vindueskiggeren”. Titlen refererer til at Erling i bogen er blevet en ung mand på 20 år, der laver research til et tv-spil og kigger ind ad vinduer i et rigt kvarter. Han ønsker at blive den nye Leif Panduro, som var datidens store forfatter, der som bekendt var tandlæge og skrev om den øvre middelklasse.
I romanen følger vi Erling, der stadig bor på kollegium i Haderslev, skønt han faktisk er smidt ud af gymnasiet grundet for højt fravær. Med sig har han opførelsen af en skolekomedie, som han forfattede og instruerede. Han er kæreste med den jordbundne og reelle Stine, der er datter af en lokal pølsemand. Bistandskontoret har sendt Erling ud i aktivering. Nu må han agere kommunal arbejdsmand sammen med en gruppe mænd, der ikke er lige så intellektuelle, som han selv føler at han er. Sammen har de fået til opgave at anlægge en spadseresti i et byens bedre kvarterer. Dét er ideelt for den unge Erling, der så kan indsamle baggrundsviden om livet i velhaverghettoen til brug for sin dramatik.
Under et vindueskiggeri, hvor han iagttager en overklassefamilie, møder han pigen Suzanne. Det bliver samtidig mødet med en hel ny privilegeret virkelighed, der virker dragende på Erling. Hans påskud er, at han blot skal researche til sit tv-spil, men der går ikke længe før han er suget ind i familien. Suzanne har en særlig tiltrækning på ham, trods det at hun er så forkælet. De bliver hurtigt kærester. Hendes bror er – måske – den ven, Erling aldrig har haft. Faren, der er direktør, giver ham lejlighedsvis opmærksomhed. De taler med om kunst og litteratur på en måde, som Erling aldrig nogensinde har oplevet. Sideløbende med at Erling lader sig indrullere i familien, tager han noter om hver og en af dem i en lille bog.
Som altid er der en bagside af medaljen. Den ”pæne” familie rummer mere end som så! Der er en særlig grund til at familien pludseligt er søgt fra København til Sønderjylland. Deres relation til bedsteforældrene er mildest talt forkvaklet og fejt. Snart udvikler det sig i en ganske farefuld retning. Nu må den unge Erling gøre sin stilling op – eller måske forfatte en ny slutning?!
Med ”Vindueskiggeren” har Erling Jepsen begået en vellykket, virkningsfuld og vittig roman med bid, komik og kant. Læsere der kender Erling Jepsens forhistorie ved, at han kommer fra en dysfunktionel familie fra trange kår. Derfor er det genialt, at han her sætter en mindst lige så samspilsramt og mørk familie fra overklassen i scene. I begge familier indgår løgne, fortielser og vold.
Romanen er velkomponeret med et udpræget spændingselement i bogens sidste halvdel. Det gør bogen sort og medrivende. I den medsendte pressemeddelelse fremgår det tydeligt, at spændingselementet er tilføjet for at komme væk fra virkelighedens Erling og de problemer, der fyldte i hans liv. Der er altså tale om et dramatisk virkemiddel. Det burde rettelig fremgå af bogens bagsidetekst, da bogen samme sted omtales som en delvist selvbiografisk skildring. Omvendt ved de fleste, at er der en ting Jepsen ynder, så er det overdramatisering – husk blot titlen på hans allerførste roman!
Flere interessante spørgsmål rejses i bogen. Hvor langt må man fx gå i kunstens navn? Den unge Erling er en slags kunstnerisk parasit, der suger sig fast og udnytter Suzannes familie for at få materiale til sin egen kunst. Trods det at Erling bevæger sig på kanten – eller måske over – har han læserens sympati. Det har han grundet sin menneskelighed, der er er længder foran forældrene i familien. Han insisterer på at behandle familiens ældste ordentligt. At han tillige er en herlig klovnefigur, gør det kun ekstra sjovt at læse.
Glæd dig til en karikeret fortælling, der på en gang er både mørk men muntert fortalt. Erling Jepsen er som altid god til at dissekere samfundsklasser og mennesker i særdeleshed. Han har et fornemt blik for tåbelige situationer. Indimellem minder han om norske Erlend Loe, når han bevæger sig over i beskrivelserne af det barokke. ”Vindueskiggeren” er en fin og læseværdig fortælling om samfundsforhold, klasseforskel, livet i Sønderjylland i 1970´erne og det at være ung. Erling Jepsen rammer sin vante satiriske og bittersøde stemning, når den er bedst. Vi er mange, der elsker den ironiske selvudlevering, som han mestrer så godt. Herlig læsning!
Vindueskiggeren
Forfatter: Erling Jepsen
Forlag: Gyldendal
238 sider. Paperback
Udgivelsesdato: Den 6. oktober 2022
Anmelder: Nønne Lønne Votborg
