Først fik vi ‘Villads fra Valby’ om alle de skarnsstreger Villads finder på både hjemme og i børnehaven. De voksne forstår ikke altid det geniale i Villads mange spændende ideer, og det er bestemt ikke blevet bedre nu da Villads er blevet så stor, at han skal til at gå i 0. klasse.
Vi følger Villads fra han skal i byen med sin mor for at købe skoletaske og penalhus og indtil januar, hvor der er sne og Villads får sin nye lillesøster.

Den lille Villads er en initiativrig lille fyr der altid bliver grebet af situationen og kommer til at glemme alle de kedelige ting om hvordan man skal opføre sig, som de voksne altid vil have ham til at huske. Villads tænker over tingene, og han finder altid på rigtig smarte løsninger på sine forskellige hverdagsproblemer eller interessante lege der gør, at man glemmer alt omkring sig.

Hvad gør man f.eks. når skolemælken skvulper alt for meget i en lille barnemave, og klasselæreren Vibeke forlanger at man skal drikke hele kartonen? For Villads er løsningen, at der lige akkurat er plads bag køleskabet til at gemme en mælkekarton af vejen, og den løsning er jo ganske smart indtil hele klassen begynder at lugte råddent.
De voksne har i det hele taget mange mærkelige regler som ikke helt er til at forstå, når man går i 0. klasse og hele verden er fyldt med spændende oplevelser og sjove ting man kan finde på.
Det kan også være lidt væmmeligt i skolen, når låsen til toiletdørene er alt for svær at lukke op for de små fingre. Løsningen med at tisse bag en busk i skolegården fungerer da også helt fint indtil en emsig lærer opdager de tissende drenge fra 0. Også det der med at finde ud af, at det ikke er alle ting man bare må tage og lege med kan være vanskeligt at finde ud af, når man kun er seks år.

‘Villads fra Valby i 0.V.’ er spændende og morsom underholdning for børn fra 4 til 8 år, der ved hvor interessant at finde en dinosaurknogle og grave videre efter hele skelettet, eller hvordan det er at blive malet grøn i hovedet som en uhyggelig orker og for første gang være med i et rollespil, hvor reglerne ikke er helt lette at forstå og det hele bliver meget morsommere, når man selv finder på nye tiltag som at blive tryllet levende igen, når man er blevet dræbt af ridderne.

Villads rummer en række herlige historier, der er velegnede til højtlæsning både for børn der snart skal begynde i skolen og for ungerne i de første klasser. Her kan man høre om alle de ting, man kan glæde sig til, eller man kan nikke genkendende til livet i 0. og more sig over de tossede påfund.

Villads fra Valby i 0.V.
Forfatter: Anna Sofie Hammer
Ill.: Dina Gellert
104 sider
Forlag: Høst & Søn
Udg.: 12.04.2010
Jan Vandall