Skulle man være i tvivl om kreative processers betydning for børns udvikling, så kan denne bog feje tvivlen af banen. Emnet er ikke nyt, men bogen giver et fint billede af fremgangsmåde, forløb og muligheder.

Kis Henriksen har sammen med sit barnebarn William taget fat i begrebet Æstetisk praksis, der omfatter en måde at erkende på, en måde at udfolde kreativitet på og en måde at udvikle sprog på. Eller med andre ord = en måde at erkende verden på gennem barnets sansede oplevelser, når det eksperimenterer med sig selv og sin verden.

Forfatteren og William påbegyndte den kunstneriske rejse, da William var halvandet år, iført beskyttelsesdragt og gummistøvler og på store stykker papir opsat på værksted eller i badeværelset. Senere, i vuggestuen, går et helt hold af 2,5-årige i gang med maleprojekter og lærer at finde vej i kaos ved at eksperimentere sig frem til nye ideer.

Bogen er inddelt i temaer, et tema handler om rumlige eksperimenter, om ler, om sandskulptur og dæmningsbyggeri, et andet om fællesprojekter for vuggestuebørn og børnehavebørn, et tredje om digitale eksperimenter. Bogen er rigt illustreret med fotografier både af de mange resultater og af de udøvende kunstnere. Desuden er der diskussion/forslag til materialer og fremgangsmåder, både rent praktisk men også med hensyn til hvordan voksne kan støtte udfoldelserne.

Et særligt interessant afsnit handler om det narrative perspektiv herunder det selvterapeutiske ved de æstetiske processer.

Det illustrerer William ved af sig selv at tegne et billede af en rumraket, hvor en dreng står uden for græder. I første omgang hedder den grædende dreng Andreas, men senere hedder han måske William, og tegningen refererer til situationer i børnehaven, hvor drengegruppen har haft knuder i magtfordelingen.

Det samme sker efter en voldsom oplevelse på en ferie. William laver en tegning af hændelsen og går derefter videre til noget andet.

En dag laver han syv tegninger af dinosaurer – den første er en farlig kødæder og den sidste en venlig planteæder. En særdeles illustrativ demonstration af, hvordan negative, destruktive følelser kan bearbejdes og vendes.

Under det narrative hører også, hvordan William og forfatteren sammen har lavet en teaterforestilling med papfigurer. Det handler – udover naturligvis underholdningen – også om sprogudvikling og identifikationsmuligheder for barnet.

Der er mange gode forslag til hvad og hvordan man kan lave kunst med børn. Således inspireret af Faaborg Kunstfestival bygger William og forfatteren et hus i stof og bambuspinde.

Udover at være glimrende inspiration er bogen en vigtig påmindelse om, hvorfor de kreativt/musiske fag er så vigtige for børns udvikling.

Vil man male universet må man stå på en sky – Om at være kreativ med det 1-7 årige barn

Kis Henriksen

111 sider

ForlagetKis

Udgivet: 12.06.2014

Birte Strandby