Nigerianskfødte Chigozie Obioma debuterer med romanen ‘Vi var fiskere’. Forfatteren blev født i Nigeria i 1986. Som ung flyttede han derfra. Rejsen endte i USA, hvor han i dag er professor i litteratur. Det er da også tydeligt fra start til slut, at Chigozie Obioma kan sit håndværk. Bogen har høstet stor ros, og er shortlistet til The Man Booker Prize 2015.
”Vi var fiskere” er en familiekrønike og skæbnefortælling om en familie i 1990’ernes Nigeria. Familien Ugwu har seks børn, men det er de fire ældste sønner, der er i centrum for fortællingen. Fortælleren er Benjamin (Ben), der er ti år da bogen begynder og atten år, da bogen slutter. Undervejs i fortællingen skifter hans perspektiv fra at være barnet, som oplever situationerne og til at være den voksne, der ser tilbage og reflekterer over det skete.
Familien Ugwu hører til de velstillede nigerianere. Faren arbejder for Nigerias Centralbank, og da han en dag tvinges til at flytte nordpå på grund af sit arbejde, bliver alting ændret radikalt. De fire drenge trodser alle råd og anvisninger. De begynder at fiske ved den nærliggende flod, skønt forældrene forventer at de skal studere og klare sig godt. Ved floden møder de den gale mand Abulu, som kommer med en dyster forudsigelse til den ældste bror Ikenna. I nigeriansk kultur er overtro og okkultisme fast forankret. Derfor bliver forudsigelsen til ren gift i Ikennas sind. Han kan ikke slippe den, og snart står familien foran et hav af stridigheder og ondskabsfuldheder, der truer med at smadrer dem alle.
Chigozie Obioma tager sin læser med til et autentisk nigeriansk miljø. Her oplever vi et konstant skisma mellem den vestlige kultur, tænkning og levevis på den ene side, og på den anden side, den nigerianske kultur, tænkning og levevis. Familien er kristne, moren går en del i kirke og alligevel er den gamle traditionelle kultur dybt rodfæstet i hver og én. Det betyder også, at Abulu bliver tillagt stor betydning. Hans profeti får en række skæbnesvangre handlinger til at ske, som var det dominobrikker der væltede en efter en. Bogen rejser spørgsmålet om hvorvidt, at troen på og frygten for en profeti, i sig selv kan gøre den virkelig?! Skæbnetroen er næsten som ren fatalisme.
”Vi var fiskere” er en barsk fortælling. Chigozie Obioma har skrevet en rå, men også rørende historie om en families tragedie. Bogen giver samtidig et detaljeret indblik i Nigerias turbulente historie. Det er tydeligt, at der er paralleller mellem det konflikthærgede land og den konfliktprægede familie. Begge kæmper for at bevise deres værd, men har samtidig sin kultur som sin skæbne.
At læse ”Vi var fiskere” er ikke hurtigt klaret! Chigozie Obioma tager os med til en ukendt kultur og anderledes tænkning. Indimellem savner jeg forklarende fodnoter. Bogen består af mange lag, og Chigozie Obioma har en helt særlig fortælleform med mange allegorier og et rigt billedsprog. Der er al mulig god grund til at gribe muligheden for at dykke ned i den kultur og virkelighed, vi finder hos Afrikas mest folkerige stat, når Chigozie Obioma fortæller!
Vi var fiskere
Forfatter: Chigozie Obioma
Oversættelse: Ninna Brenøe
Sideantal: 312 sider
Klim
Udgivelsesdato: 17-08-2016
Anmelder: Nønne Lønne Votborg
Anmeldelse, litteratursiden:
http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/vi-var-fiskere-af-chigozie-obioma-0