… det eneste som kunne overgå denne by af vand, ville være en by bygget i luften.
Nobelpristager i litteratur 1987, Joseph Brodsky, har skrevet denne hyldest til Venedig. 51 små kapitler om byen, konkret om paladset, om den pebrede pris på gondolture og poetisk og abstrakt om musikkens tvilling, vandet – alt skrevet med stor kærlighed og som en æstetisk nydelse, kun afbrudt af
… shorts-klædte horder … på grund af middelmådigheden i deres anatomi i forhold til søjlerne…
Metaforen om musikken og vandet, nodeblade der er flossede i kanten, tidevandspartiturer og gondolernes violinhalse er tilbagevendende. Hele byen lignes ved et orkester med den samme frygt: Vandet er steget 23 centimeter i forrige århundrede, og faren for Venedig er ikke kun højvande, men også industrien der mudrer lagunen til med kemisk affald. Som forfatteren selv foreslår, så ville en dæmning for såvel befolkningstilvækst som industri og bebyggelse kunne hjælpe dette Europas Atlantis. Bemærkelsesværdigt, at han i den forbindelse anbefaler svenskernes forhold til forureningsbekæmpelse. Brodsky vender flere gange tilbage til Venedigs fremtid, og alle de planer der er foreslået for byen med henblik på udvidelse af industri, øget skibsfart, værtsskab for en kommende EXPO – samlet kaldet voldtægt af byen, kun reddet af ’friernes’ (Venedig sammenlignes med Penelope – blot er der ingen Odysseus) indbyrdes rivaliseren, kapitalismens konkurrencementalitet.
Yderligere kritik tilegnes Guggenheim-museet, hvis eneste formål med ophobninger af århundredets ragelse er at vise hvor billige, selvhævdende, ugenerøse og endimensionale vi er blevet…
Trods den heftige misbilligelse af den såkaldte udviklings hæmningsløse fremmarch er det et smukt og betagende digt til en elsket by.
Forfatter: Joseph Brodsky
Oversat af Frederik Dessau
127 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 1.02.2010
Birte Strandby
