Havde jeg vidst, at Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og Bjarne Corydon skulle komme til at danne rygraden i den mest borgerlige regering i dette århundrede, havde humøret nok været bedre.

Vanopslagh har skrevet en bog. Bøger fra politikere er en god ting, så ved man, hvor de står, og måske ved man efter endt læsning også mere om, hvor man selv står.

Det begynder ikke så dårligt. Vanopslagh definerer liberalismen i sin grundform, og der er mange pæne ord om Grundtvig, og ikke mindst om det ansvar der hænger tæt sammen med liberalismen. Det har vi vist haft en tilbøjelighed til at overse. Vi kan også sagtens blive enige om, at formynderstaten er over os, at unge forældre sagtens selv kan fordele deres barselsorlov, og at ferieloven er noget nær det mest formynderiske, vores lovgivning råder over.

Men i sin grundform udlægges liberalismen positivt, som menneskets ret til at vælge egne muligheder under behørig hensyntagen til eget ansvar for sig selv og for medmennesker. I den forbindelse roser Vanopslagh fordums tiders hattedamer for deres ansvarlighed overfor hårdt ramte medmennesker, men overser i forbifarten, at det var et slemt uretfærdigt samfund i 1900-tallet, da hattedamerne huserede, et samfund hvor børnene blev dømt på forældrenes synder. Først i 1922 vedtog man aldersrente tildelt efter et retsprincip i stedet for en skønsprincip, hvormed vores samfund faktisk blev mere lige, og med Kanslergadeforliget i 1933 – hvor arbejdsgiverne forlangte en 20 procents nedgang i lønningerne – lykkedes det Stauning, Steincke m.fl. at skabe fornuftige vilkår for det arbejdende folk. Vanopslagh ønsker, at borgerne selv sparer op til pensionen, selv om det netop er folkepensionen der er markøren for ligheden i Danmark, men ulighed er ikke et problem for Vanopslagh, så længe der ikke er tale om undertrykkelse.

Hvordan de udmærkede betragtninger om det liberale menneske kobles til billigere biler, lavere skat og masser af parkeringspladser står ikke helt klart. En liberal politik ville vel sørge for god, kollektiv transport, så borgerne ikke blev tvunget til at bruge kostbar tid i et køretøj der beviseligt slår ihjel med sine udstødningsgasser, sin støj og ødelægger klima og miljø? På det område er der i øvrigt en del ligheder med Støjbergs politik, idet begge – Støjberg og Vanopslagh – går ud fra, at en rødgrøn elite i København forsøger at trække deres klimaideer ned over hovedet på sagesløse vestjyder. Måske er det mest en vinkel, man møder, hvis man har sin gang på Christiansborg? 

Klima, miljø og biodiversitet fylder ikke meget i bogen. Klimakrisen anerkendes, men løsningsforslag udebliver. Forfatteren ser ikke noget kontraproduktivt i en flyvetur eller daglige ture med benzinbilen – måske fordi alternativet netop ville kræve en solid udbygning af den kollektive transport. Så er det lettere at tvinge vestjyden ud i bilen, selvom det historisk har vist sig at være en rigtig dårlig løsning der koster på alle parametre.

Vanopslagh advarer mod statsliggørelse af den personlige forpligtelse, og går i stedet ind for fri konkurrence mellem plejecentre, børnehaver og skoler. Hvis konkurrence er lig med ambitioner, er det naturligvis fint, men hvad sker der, når plejecentret går konkurs? Skal man så flytte 100 demente, og hvor er det, man skal flytte dem hen? Og hvis vi konkurrerer på prisen – og det gør vi ret ofte, når vi konkurrerer – hvor kan plejecentrene så spare? 

Friskoler nævnes flere gange blandt andet på grund af forældreinitiativ og frivillighed. En stor del af de senest opståede friskoler er skabt af forældre, der har overtaget den kommunale skole, som kommunen ikke længere ville eller kunne finansiere, et fænomen der oftest har fundet sted i forbindelse med statslige centraliseringer der især i 2008 fjernede sygehuse, politistationer, uddannelsesinstitutioner fra provinsen. Spørgsmålet er, om konkurrence er en mulighed her. Folkeskolerne har haft 170 år til at konkurrere med friskolerne.

I det hele taget har Vanopslagh nogle forventninger til det frie marked, som det frie marked får vanskeligt ved at honorere, og så meget frit marked har vi vel heller ikke? Mere end i russisk planøkonomi, ja, men ville kvaliteten af produkterne være den samme uden krav fra stat og EU?

Forfatteren er selv læser, men vil alligevel have nedlagt bibliotekerne ud fra den betragtning, at det meste kan hentes på nettet. Det er nu ikke helt korrekt, og man må ikke glemme, at den lokale børnehave og skolen besøger biblioteket og der får muligheden for at erhverve læseglæde og et stykke kanonisk litteratur, der måske ikke findes i hjemmet. Og det er forresten også der, man har adgang til computere, hvis man ikke har en hjemme.

Som i Ole Birk Olesens ‘Taberfabrikken’ er der ganske meget tekst om offermentalitet og det Vanopslagh kalder ‘åndelig fattigdom’. Tonen er dog ikke helt så negativ, og det er oplivende, når forfatteren supplerer med klip fra egen karriere og oplevelser i politik. I øvrigt påfaldende at Vanopslagh i lighed med SFs Jakob Mark har været ramt af stress i en meget ung alder. Hvor dårligt er arbejdsmiljøet på Borgen?

Vejen til ansvar

Alex Vanopslagh

263 sider

Grønningen 1

Udgivet: 01.06.2023

Birte Strandby