I dette første bind får vi historierne Ulven er løs, Thors brudefærd og Odins væddemål. Ulven er løs er baseret på Hymerskvad om hvordan Thor fik de to børn Tjalfe og Røskva, de børn som Peter Madsen har gjort til hovedpersoner og fortællere i Valhalla, samt historien om lænkningen af Fenrisulven fra Snorris Edda. Thors brudefærd har baggrund i myten fra ‘Trymskvadet’ om hvordan Thor henter sin stjålne hammer Mjølner hos jætten Trym. Odins væddemål har forfatterne selv digtet ud fra myternes beretninger om nornerne, valkyrierne og vikingernes efterliv i Valhal.
Her er tale om fremragende tegneserier der med stor fornøjelse kan læses af både børn og voksne. De kan både bruges til højtlæsning for store børn og til underholdende selvlæsning. Det er faktisk en genial måde at blive introduceret til og gjort nærmere bekendt med vores gamle nordiske mytologi. Tilsammen giver historierne og ledsageteksterne et ret omfattende kendskab til de gamle gudefortællinger. Det er historieundervisning på den mest underholdende og morsomme facon. Det flotte og smukt udførte samlebind vil være ideelsom fødselsdags- eller julegave – bind 2 og 3 udkommer henholdsvis i august og november. Jeg glæder mig allerede.
Valhalla. Den samlede saga 1
Når det drejer sig om tegneserier, så er ‘Valhalla’ simpelthen toppen af kransekagen. Det første bind i den 15 bind lange serie udkom i 1979. For at fejre de 30 års succes bliver serien nu udsendt i 5 flotte hardcover luksus-samlebind. Allerede det første samlebind der nu er på gaden beviser til fulde, at det er en rigtig god ide. Trykningen og farverne til de spændende og morsomme historier er i topkvalitet, og som en lækker og velkommen gave til seriefans er der 48 siders ekstra materiale med skitser, alternative forsider, fotos og en beretning om seriens tilblivelse samt teksterne til de originale gamle nordiske myter og eddakvad som er baggrund for serien.
Valhalla. Den samlede saga 1
Forfattere: Peter Madsen, Hans Rancke, Per Vadmand og
Henning Kure
Illustrationer: Peter Madsen
220 sider
Forlag: Carlsen/Lindhardt og Ringhof
Udg.: 21.05.2010
Jan Vandall