… hvor du dog ligner din far.
Undskyld, siger hun. Men hun ved godt, at det ikke hjælper.
Et vellignende portræt af ægte fattigdom
Vi er i en landsby i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet. Erika er glad for brændevin, men det er ikke altid let at få fat i den, heller ikke selv om hun gerne sælger sig selv for en snaps og en rus.
En dag tager landbetjenten fat i hende og tvinger hende til at sidde hos en døende. De første gange hun skal være vågekone, holder han øje med hende og forhindrer hende i at stikke af, men efterhånden accepterer hun opgaven, omend hun udfører den med vekslende finfølelse. Nogle beder hun direkte den døende om at lægge sig til at dø, men skolelæreren der elskede sine elever, har hun ikke noget udestående med, og da præsten skal dø, optræder hun som skriftefader (-moder?) for hans plagede sjæl. Da hendes egen mor dør, har hun ingen venlighed at sende med, og det er også her, det bliver afsløret for læseren, hvordan Erika har fået en så håbløs tilværelse. Hvordan elendighed avler elendighed.
Der er ikke mange lyspunkter i tilværelsen for Erika, eller for ret mange af bogens andre personer. Erika har sin egen hytte og bor ikke på fattiggården, men det betyder ikke, at hun får mad hver dag. Hun har også sine egne meninger og modet – eller trang – til at sige dem højt. Ikke antydning af ydmyghed her, ingen brug for Gud og Fanden, selvom livet er en kamp, hvor de svage tramper på de svageste, og hvor brændevin er det nærmeste man kommer himlen.
Dialoger og Erikas tanker og beskrivelser bærer handlingen, der er holdt i nutid. Det gør teksten påtrængende og læseren medskyldig.
Vågekonen
Ellen Dahl Bang
194 sider
Brændpunkt
Udgivet: 2020
Birte Strandby
