Virkeligheden er ikke nok for mennesker, én verden er ikke nok, det må selv skabe flere af dem …
Emil går i 7. klasse. En dag møder han en pelikan. Pelikanen opfører sig som et menneske, men ingen voksne opfatter, at den er en pelikan.
Pelikanen har oplevet menneskets invasive adfærd og presset på levestederne. Derfor har den besluttet, at for at få det godt, er det nødvendigt at blive et menneske.
Den aftaler med Emil, at han skal lære den at læse. Det går fantastisk, pelikanen er umættelig i sin iver for at lære og tilegne sig menneskelige egenskaber og viden. Den har job som sanger – med selvkomponerede sange, og den har egen lejlighed. Den bor mest i badekarret, og når Emil får te og kager, spiser den selv fisk.
Pelikanen besøger opera, biograf og kirke med stor entusiame, og den læser. Avisen holder den kun en dag, fordi den ikke kan lide at læse om mennesker der øver vold på medmennesker, fremstiller bomber og ødelægger. Det ødelægger også pelikanens drømme om at blive et menneske.
Emil er skilsmissebarn. Han bor hos sin mor, der har svært ved at få tingene til at hænge sammen. De to – drengen og pelikanen – får en slags venskab der måske mest fungerer, så længe de begge har drømme.
I første omgang er Under brostenene er der strandsand en underholdende og sjov historie, og ved nærmere eftersyn er det en voldsom kritik af menneskelig adfærd – ordet menneskelig får rent faktisk en ny betydning helt uden positive konnotationer. Læseren kan godt blive en lille smule trist eller skamfund over den brutale pelikanlogik der sætter mennesket i et utiltalende lys.
Under brostenene er der strandsand
Leena Krohn
Oversat af Siri Nordborg Møller
161 sider
Jensen & Dalgaard
Udgivet: 05.09.09
Birte Strandby
