Caroline er fyrre år gammel. Pludseligt bliver hun gravid. Hun har en elsker, Oliver, men hverken Caroline eller Oliver havde forestillet sig et fast forhold. Hun vil gerne have barnet i en pludselig bevidsthed om, at det måske er sidste og eneste chance, og de to beslutter sig for at afprøve, om forholdet kan bære. Ikke den mest romantiske begyndelse, og med i parrets projekt følger så også Olivers to børn af første ægteskab.
Det bliver ikke de eneste udfordringer i Carolines nye liv. De leder med lys og lygte efter en lejlighed, der både kan rumme hele familien og er til at betale. Og da Carolines far er blevet dement, arbejder både hun og søsteren på at overtale deres mor til at lade ham komme på plejehjem.
Romanen giver et fint billede af de mange overraskelser og små konflikter der kan opstå, når man skal skabe en ny familie og helst også bevare det gode forhold til den gamle. For Caroline der aldrig har haft børn ligner det lidt et forhindringsløb, og samtidigt synes hun, at deres kvindelige, festklædte ejendomsmægler er lidt for interesseret i Oliver. Også i forbindelse med både eget og Olivers job er der knuder. Har Oliver for eksempel nogle suspekte kunder i sit job som spindoktor? Som om det ikke var tilstrækkeligt, så viser det sig, at Caroline er nødt til at arbejde sammen med sin gymnasie-bully. Det kniber sommetider med lyspunkterne, men der er en stille, diskret humor i romanen, og den er der god brug for.
Handlingen er til at overse, men alligevel er det en god historie om tidens mennesker, der ikke rigtigt ved, hvad de vil og måske helst vil det hele.
Under andre omstændigheder
Sanne Udsen
253 sider
Brændpunkt
Udgivet: September 2023
Birte Strandby