Historien om Djengis Khan og hans liv er fyldt med spænding, død og fantastiske skæbner. Ulven fra stepperne er gedigent fortælle-håndværk, og den er første bind af fem – tilsammen over 2000 siders dramatisk bekendtskab med en af historiens enestående personer og hans tid (1162-1227). Noget af det spændende ved historien om Djengis Khan er, hvordan hans liv formede sig som et klassisk eventyr. Han falder fra sin position som den lokale khans søn til en udstødt – efterladt alene med sin mor og søskende for at dø sultedøden på de snedækkede stepper. Gennem egen indsigt, styrke og vision – og med trofast støtte fra en håndfuld evnerige hjælpere – kæmper han sig frem til at blive en af historiens mægtigste herskere. Det er interessant at følge, hvor små enheder Djengis startede med at samle under sig. I starten ensomme omstrejfere og små familier, men efterhånden accelererende til stammer med op til flere hundrede krigere ad gangen.

Ulvenes stamme, som Djengis’ far, Yesugei, herskede over, rådede over lidt over hundrede krigere. At samle alle stammer på de enorme asiatiske stepper for derefter at gå på verdenserobring var et storslået og nytænkende projekt, men som vi erfarer allerede i første bind, er det også grusom og blodig historie. Lidelse og død for de, som bukker under for erobrerens stormagtsdrømme.

Da vi forlader Djengis i denne omgang, kan han mønstre over 1000 krigere og er khan for fire stammer. En lokal magtfaktor og en trussel mod de fleste steppestammer – men endnu ikke en storpolitisk trussel, som kan ændre magtforholdene i hele Asien. Hører man til de voksne drenge der elsker farverige og velfortalte historiske romaner er der stadig over halvanden tusinde sider at glæde sig til.

Forfatter: Conn Iggulden
Forlag: Roman Gyldendal
432 sider

Anmeldt af Pia Schertiger