Rustam Khan kommer fra Waziristan i Pakistan. Han er meshud og fra en stamme, der oprindeligt var gode til at slås, mens 30% af mændene og 97% af kvinderne var analfabeter. Men som den pioner han er, ønsker han, at hans egne børn får en uddannelse. Han er udøvende muslim og opfatter det som en pligt at belære forfatteren, der bor hos familien i en periode.
Rustam Khan er bogens omdrejningspunkt, men også hans børn inddrages: Janan, den ældste søn, der i en periode kæmper med Taleban og har et ønske om at dø martyrdøden, en anden søn, Azlan, der studerer i Biella i Italien og Khushal den yngste søn, der fravælger religionen.
Forfatteren bor hemmeligt i Rustam Khans hjem – udlændinge er ikke velsete i krigen mellem Taleban og militæret, og det bliver til en tæt rapport om urolighederne og flygtningene, der mere flygter af bekymring for endnu ikke indtrufne katastrofer end på grund af reelle blodige handlinger:
Rustam Khans ven var rystet over ødelæggelserne, for han troede kun, at det var amerikanerne, der slog civile ihjel.
Bogen skifter mellem karakterernes liv og jævnlige omtaler af den politiske baggrund. Desværre er overgangene mellem den lille og den store historie uskarpe og rodede, skønt beretningen er indfølt og giver fine, nuancerede portrætter af familien og især af Rustam Khan og hans forbløffende udsyn. Bortset fra middelmådig struktur får man et godt billede af en verden, vi bedst kender fra forvrængende massemedier.
Forfatteren forlader Pakistan efter at være blevet blacklistet af myndighederne og udvist, men uden at den gæstfrie familie inddrages.
Puk Damsgård Andersen
234 sider
Politikens Forlag
Udgivet 12.04.2011
