Ny landevinding i børnelitteraturen

I mange år var børnebøger en hjælp til opdragelse af ungerne. Senere droppede børnelitteraturen det opdragende element og udfordrede børnene på anden vis, som det ses for eksempel hos Kidde, Fupz Aakeson, Haller, Wung-Sung og Malene Fenger-Grøndahl, og for ganske nylig udsendtes Anne Sofie Hammers Hjemme hos mor får jeg altid sushi, der kan lære børnene at manipulere forældrene. Morten Ramsland går skridtet videre, her er simpelthen bogen der kan opdrage forældrene.

Og hvornår skal forældre så opdrages? Ja, det er når de ikke ser deres barn, når de skændes og slås uden hensyn til barnet, når de er uretfærdige.

I novellen Pedes uhyrer skændes forældrene, så det brager, og her er møder man også udtryk der kan peppe lidt op på de sædvanligvis kedsommelige danske skældsord:

‘Du stinker som en rejekælling, og du laver mad som en blind ged uden arme!’ hvæser far.

Peder har det rigtig dårligt med forældrenes skænderier, så han gemmer sig i køkkenskabet:

Pede kan godt lide at sidde i skabet. Det er et fint sted. Her er der ingen, der kaster med ting eller kalder hinanden grimme navne.

Tiden i skabet tilbringer han med at tegne uhyrer, mange uhyrer. Efterhånden slipper uhyrerne ud af skabet, og det ser ud til, at de vokser, jo mere forældrene skændes. Til sidst opdager forældrene, at uhyrerne bliver helt omgængelige, når de – far og mor – sidder tæt sammen i sofaen. Og måske er det heller ikke så dårligt at sidde tæt sammen i sofaen.

Uhyrer er der også i Da Børge B blev gennemsigtig, eller i hvert fald et enkelt uhyre. Også her bliver uhyret en del af forældreopdragelsen. Denne novelle skiller sig ud, blandt andet fordi Børge B indledningsvist er et ualmindeligt vellykket barn:

Nam nam, kunne Børge B finde på at sige, Jeg ÆLSKER kogt broccoli.

Her minder han om Svend Bent fra Sallies historier, men hverken for Børge B eller Svend Bent indebærer den velopdragne attitude nogen særlige fordele.

Charlotte Pardis illustrationer sætter fine farverige billeder på de fantasifulde historier. Pardi har også illustreret den smukke børnebog Hvad siger sneugleungen Ulla.

Underholdende og eftertænksomhedsaktiverende for både børn og voksne.

Uhyrlige historier

Morten Ramsland

Illustreret af Charlotte Pardi

96 sider

Rosinante & Co

Udgivet: 19.05.2017

Målgruppe: 4+

Birte Strandby