Kader Abdolah har blandt andet skrevet Huset ved Moskeen, der er en fremragende og oplysende roman.

Zayd er krønikeskriveren, der skal nedskrive Koranen og den endelige beretning om Muhammad. Han er selv opvokset hos Muhammad, og en del viden får han fra de mennesker, der har været tæt på profeten. Det er en roman baseret på historiske kendsgerninger, hvilket måske er en forklaring på, hvorfor den ikke på nogen måde er ophidsende læsning, endskønt der indeholdes både krig og kærlighed.

Muhammad var en voksen mand, en anerkendt handelsmand gift med en ældre kvinde, før han blev Allahs udsending. Han brugte mange år på at udbrede budskabet om Allah, og først efter syv år med ydmygelser fik han så mange tilhængere, at Mekkas Råd begyndte at betragte ham som en fare og sendte en hær ud for at bekæmpe ham. Muhammad klarede sig godt som krigsherre, blandt andet fik han ideen til at grave en voldgrav rundt om Medina, og i sine sidste år blev han som bekendt en væsentlig magtfaktor.

Romanen er inddelt i jeg-fortællerens samtaler med de mennesker, der har oplevet Muhammad, og så beretningen om profeten selv jævnligt suppleret med suraer, der dog ikke nødvendigvis giver den helt store mening fra sig, og sidste del omfatter også enkelte anekdoter om yndlingshustruen Aisha – og den skandale hun forårsagede. Om det er forfatteren eller oversætteren, der forfladiger stemningen i en roman, der lægger op til megen poesi, store gerninger og store ord, er svært at sige, men romanen er – i lighed med Anne Rices romaner om Jesus – ikke udelt spændende.

Forfatter: Kader Abdolah
Oversat af Birthe Lundsgaard
253 sider
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 10.02.2010

Birte Strandby