En kritik af dagens uddannelsessystem og forslag til udvikling af folkeskolen ikke mindst med henvisning til de politiske ambitioner om, at flere unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse.

Den basale kritik går på den manglende sammenhæng mellem skole og erhvervsliv. Ydermere kritiseres den gængse opfattelse af, at grov produktion flyttes til Kina, og så sidder danskerne i elfenbenstårnet og udvikler. Den bedste udvikling skabes i samarbejde med praksis, og derfor er et af løsningsforslagene en ændring af folkeskolens pædagogik mod det mere erhvervsrettede med flere praktiske fag og forløb, så det står klart for alle elever, hvad undervisningen skal bruges til frem for at fastholde en uhensigtsmæssig akademisering og en stadig udbygning af vejledning, mentorordninger og psykologhjælp.

Et kapitel handler om den sociale arv og om ulighed i uddannelsen, som det trods alle gode intentioner ikke er lykkedes at ændre. Der bruges uforholdsmæssig meget plads til dette emne, uden at det tilføres noget, der ikke allerede er kendt fra medierne.

Blandt flere løsningsforslag hyldes blandede klasser på grund af klassekammerateffekten, det faktum at et barn fra en akademikerfamilie kan trække et barn med erhvervsuddannede forældre med i gymnasiet. Hvad angår det praktiske islæt fremhæves blandt andet klasseprojekt med at lave avis på Jyllands-Posten, en dag i Folketinget og hf-søfart i Marstal, ligesom efterskoler er fremhævet for gode praktiske projekter. Besynderligt nok er de jævnligt meget eksperimenterende friskoler ikke omtalt, og hvor Lars Olsen gør knæfald for PISA og idolet Finland, er Antorini i efterordet ikke helt klar til at kopiere andres skoler, men går ind for ideen med en virkelighedsnær skole.

Lars Olsen

Politisk efterord af Christine Antorini

180 sider

Gyldendal

Udgivet: 13.09.2011

Birte Strandby