Jazz is a universal language foreign to everybody
I ti kapitler forklarer Koppel og Rongsted musik med tyngde på blandt andet kreativitet, performance og musikalitet. Trods de gode intentioner – og de er gode og af den slags der lægger vægt på kunsten at lytte, på musikkens betydning for indlæring og hukommelse og på formidling af musikglæde – så er det langt fra en bog, der gør musikken let tilgængelig. Læst samtidigt med at man lytter til den medfølgende CD med ti af Koppels værker, kan man dog få et vist udbytte og måske endda forbedre sin lytteevne.
Koppel skriver ud fra sin baggrund som musiker og komponist opvokset i en musikerfamilie, og Rongsted supplerer med de kolde fakta om, hvad lytning egentligt er, hvad der sker i hjernen, hvordan man træner sin kreativitet, og hvordan man ændrer sine værdier.
Som nævnt er ikke alt stoffet hurtigt tilegnet, og den flittige omgang med referencer fra jazz-verdenen virker ikke ligefrem som nøglen til inklusion af alle læsere, ligesom musikken er krævende – som Koppels kone siger om et andet af hans værker: … hvem er så de to, du forventer skal købe den plade? Til gengæld er der relativt lette anvisninger på, hvordan man for eksempel kan lære at improvisere begyndende med en improvisation over Se den lille kattekilling.
Der er også en kritik af ’for let’ musik, der negligerer den ifølge forfatterne nødvendige balance mellem underholdning og udfordring, som musikken skal præstere, en præmis der efterleves i alle numrene på CD’en og eksemplificeres i det næstsidste kapitel/nummer: How To Explain Socialism To A Cat.
Ud af musikken – Sådan forklarer man socialisme for en kat
Benjamin Koppel og Casper Rongsted
256 sider + CD
Gyldendal Business
Udgivet: 30.08.2011
Birte Strandby