En beretning om Saxos Banks to grundlæggere Kim Fournais og Lars Seier Christensen og om deres hæsblæsende karriere i finansverdenen. Bogen handler også om et ganske særligt samarbejde og måske lidt om, hvad der driver mennesker til det, de gør.

Oplægget er interessant nok. Begge hovedpersoner har været udsat for voldsomme oplevelser i barndommen – ikke omsorgssvigt, men problematiske omgivelser og dødsfald har vel været med til at forme de personligheder, der så hektisk jager efter millarder og gode forretninger.

Bogen begynder med de tos barndom, og det er skrevet med indfølelse, selvom sproget af og til  arter sig noget besynderligt:

…Kim kom til verden med store mørke øjne… og den sødeste babytrutmund.

…hans mor var mild, rar og i øvrigt fuldtidsarbejdende…

Han boede i den yndigste andalusiske landsby…

Kan man ane, at forfatteren er en kvinde?

Selve historien om handlen med investeringsprodukter, om Midas og om Saxo-traderen er fængslende, men beskrevet indforstået, og man studser over den let kejtede omgang med engelske udtryk, der konsekvent sættes i kursiv, uden at det af den grund drejer sig om nyskabelser: free of charge, do-stuff stemning, point of no return.

Med mellemrum er der udlevering af de inderste tanker hos såvel hoved- som bipersoner – og forfatteren selv. Det er fint som stilbrud, det virker animerende på teksten men også sommetider uvedkommende og mærkeligt.

Bogen har tilstræbt at skabe roman ud af en biografi. Det er interessant, men der er mange irritationsmomenter undervejs, man får på ingen måde overblik over vejen til succes, og sproget veksler forvirrende mellem det tjekkede og det banalt overforklarende.

Forfatter: Hanne Sindbæk

250 sider

Gads Forlag

Udgivet: 2. november 2009