Rosamund Lupton er forfatter til den psykologiske thriller ”Tre timer”. Det er den helt rigtige bog til dig, der har abstinenser fordi Krimimessen desværre måtte aflyses.

Handlingen udspiller sig i England på en frisindet lille skole, hvor den trygge hverdag med ét forandres til et begyndende mareridt. En hjemmelavet bombe springer i skoven tæt på skolen en kold november morgen. De fleste tror blot, at det er fyrværkeri. Rafi, en syrisk bådflygtning, der har oplevet bomber og krig, opfatter instinktivt, at noget er helt galt. Han alarmerer rektoren Matthew Marr og iler derefter i retning af den af skolens tre dele, Lille Skole, hvor hans lillebror, Basi, opholder sig. Alt i mens kontakter rektoren politiet, og en storstilet redningssituation sættes i gang.

Skolen består af tre afdelinger: Lille Skole, Ny Skole og Gamle skole. En del af de store elever øver Macbeth i skolens teater sammen med deres undervisere Daphne og Sally-Anne. Andre elever har derimod undervisning i Ny Skole og Gamle Skole. De små elever er på Lille Skole. En del af dem er gået med den ældre lærer Camille Giraud til keramikværkstedet. Jeg savner så afgjort et oversigtskort over skolens areal, da bygningernes placering spiller en central rolle for handlingen.

Da rektor Matthew Marr iværksætter skolens beredskabsplan, vælger han selv at gå over mod det fritlæggende keramikværksted for at få de mindste i sikkerhed. Viceinspektør Neil Forbright bliver bedt sætte en evakuering af Ny Skole i gang og sørge for at alle andre følger kriseplanen. På Matthew Marrs vej til keramikværkstedet hører han skud, da den første politimand ankommer og bliver beskudt ved indgangsporten. Matthew Marr bliver selv ramt på skolens gang. Et kapløb imod tiden er i gang.

De skræmte elever gemmer sig bag barrikaderede døre, alt imens pistolmanden vandrer rundt på gangen.  I teatret føler eleverne og deres to lærere sig i sikkerhed. De forsøger at holde angsten stangen ved at  gennemspille Macbeth, hvis tematik på flere måder afspejler skolens frygtelige situation.

Elevernes chokerede forældre søger også hen mod skolen for at få oplysninger og være nær deres børn. Vi følger moren Beth Alton, hvis søn også savnes.

Kriminalinspektør Rose Polstein står i spidsen for arbejdet med at afkode intentionerne bag angrebet på skolen. Hun og hendes team er oppe imod et kapløb mod tiden. Snart står det klart, at de kun har tre timer til at redde skolen fra et regulært blodbad.

”Tre timer” lægger virkelig godt fra land med masser af drama, drive og dynamik. Rosamund Lupton formidler en realistisk og hårrejsende stemning, der emmer af nerve. Men desværre falder spændingskurven midt i bogen og den går i tomgang. Måske mister bogen en del af sin fascinationskraft, fordi en del plottet tidligt lader sig afsløre. I slutningen får vi heldigvis meget mere af den spænding og uhygge, der fungerer så godt, ligesom der er velvalgte twists til plottet.

Rosamund Luptons persongalleri er uforholdsmæssigt stort. Det er på ingen måde svært at holde styr på, men det er derimod vanskeligt at komme i dybden med nogle af personerne, når hun breder sig ud over så mange. Vi får dog en del at vide om den syriske dreng Rafi, der er kæreste med pigen Hannah. Det skal ses i lyset af bogens emne ekstremisme og tolerance. ”Tre timer” er desuden en fortælling om flugt, venskaber, ondskab, forelskelse og hjælpsomhed. På trods af visse ujævnheder er ”Tre timer” en fængslende læseoplevelse, der sætter mange tanker i gang.

Tre timer

Forfatter: Rosamund Lupton

Oversættelse: Jacob Giese

Forlag: Forlaget Turbulenz

431 sider. Paperback

Udgivelsesdato: 15. 3. 2020

Anmelder: Nønne Lønne Votborg