Moderne udgave af Bonnie og Clyde
Den ingeniøruddannede og tidligere Robinson-deltager, Richard Asklund, har skrevet sin tredje roman. Titlen er Top Hat og udmærker sig først og fremmest ved ikke at have sidetal.
Den er ikke en murstensroman og kan derfor betegnes som en let anretning, som vurderes til at være på ca 150 små sider.
Handlingen er letfordøjelig med enkelte spændende hændelser og overraskelser.
Frida er en yngre kvinde, der ikke trives i sit ægteskab, hvor svigermoderen er ubehagelig dominerende. Frida tager sit allerbedste tøj og går.
Først på en restaurant. Her kommer hun i snak med Frederik. Han burde, får vi at vide, føle sig tilfreds. Et godt job som advokat, en flot lejlighed og penge nok. Men alligevel går han rundt med en følelse af tomhed. Han manglede noget, han ikke kunne sætte ord på.
Frida og Frederik får en lang snak, mens drinks efter drinks indtages. Pludselig foreslår Frida at de går på Casino Copenhagen. Et område Frederik aldrig har betrådt i hele sit liv.
Det kommer han i den grad til nu. For de to flygter i bil ned gennem Europa og besøger alle kasinoerne i storbyerne. Og parret kommer fra alle visitterne i spillestederne afsted med formuer.
Nok havde Frederik aldrig før været på kasino, men er kommet i tanke om et trick en bekendt engang fortalte ham om. Det blev kaldt Top Hat. Det er bare et lille trick, men man går derfra 100.000 rigere, og det er praktisk talt umuligt at opdage.
Det går også glimrende for de to, der af forfatteren kaldes for en moderne udgave af Bonnie og Clyde. Mod slutningen opstår der drama og det hele ender på Sicilien.
Top Hat
Thriller
Forfatter Richard Asklund
203 sider
Udkom 2024
Forlaget Den sorte Svane
Anmelder Bjarne Gregersen