I 2016 satte Christian Jensen (f. 1972) sig ind på det berømte hjørnekontor på organet for den højeste oplysning, Politiken. Han konstaterede, at avisen med de stolte litterære traditioner og akademiske aspirationer aldrig havde haft en chefredaktør fra den socialt udfordrede jyske arbejderklasse.
Nu har samme Jensen netop udgivet en utroligt relevant og vigtig bog med titlen Til sidst kommer det frem, som på omslaget fortæller, at den er en hyldest til whistlebloweren. Budskabet er, at sandheden altid vinder til sidst, selv om der nogle gange kan gå lang tid, ja måske årtier.
Bogen indeholder en del selvbiografiske træk. For eksempel om en barndom i arbejderhjemmet i Grindsted, hvor han en tid ikke turde komme direkte hjem fra skole, fordi en alkoholiseret far kunne finde på at uddele bank, På sin egen bizarre vis blev det måske Christians held. En hjertevarm og menneskeklog redaktør på JydskeVestkystens redaktion i Grindsted tog sig af knægten – og lod ham udfolde sig i en grad, så Christian fik stor smag for journalistikken. Det førte ham til praktik på Jyllands-Posten, ansættelse på Berlingske Tidende, chef for Information og altså til ansvarshavende chefredaktør på Politiken.
På Berlingske Tidende kom Christian Jensen med i en gruppe af graverjournalister, der afslørede, at skibsreder Arnold Peter Møller ikke kom ud af besættelsestiden uden ridser i lakken. Det var indtil afsløringen i 1999 holdt hemmeligt. Skibsrederen var storaktionær i Dansk Industri Syndikat. Det viste sig, at fabrikken havde fornyet tyskerne med 20 mm maskinkanoner. Fundet af en kasse i Rigsarkivet med mikrofilm, optaget af en efterretningsofficer og sendt til briterne var en del af bevismaterialet om fabrikkens forsyninger til den tyske værnemagt. Yderligere kom en bogholder i Vanløse med beviser på, at der efter befrielsen blev rejst sag mod A.P. Møller for værnemageri, og virksomheden blev idømt en stor bøde.
Affæren gjorde A.P. Møllers søn, skibsreder Mærsk Kc-Kinney Møller, så vred, at han solgte sin aktiepost i Berlingske Officin.
Christian Jensen har skrevet en spændende bog, der giver læseren et forstemmende indblik i magthavernes iver for at skjule handlinger, som for eksempel en whistleblower mener skal frem ved hjælp af pressen.
For de fleste af disse, der viser stort mod, er omkostningerne uhyggeligt store. Han henviser blandt andee til Chelsea Manning og Edward Snowden.
Vi får et indblik i dramaet om tidligere PET chef Jakob Scharfs bog. Der blev nedlagt fogedforbud, men Christian Jensen og medarbejdere besluttede at udgive den som særmagasin til Politiken. Det medførte i øvrigt en sigtelse mod chefredaktøren.
Der skal skrives om anholdelsen af Lars Findsen og sigtelse mod tidligere minister Claus Hjort Frederiksen.
Det var et anonymt tips i 2017 til Politiken, som begyndte hele sagen om Inger Støjberg og barnebrudene. Den sled hårdt på medarbejderne og chefredaktør. Avisen blev af mange toneangivne person og medier beskyldt for at drive en uanstændig hetz mod Støjberg. Tonen fik en anden lyd, da Rigsretten dømte Inger Støjberg for overtrædelse af ministeransvarsloven.
Christian Jensen er bekymret over tendensen til mere og mere lukkethed i det offentlige. Han advarer dog imod at miste modet. Det er det sidste der må ske. Ikke mindst i respekt for de whistleblowere og anonyme kilder, der har betalt en høj pris for deres mod til at gå op imod magthaverne.
“Det tjener dem til ære” skriver Christian Jensen og fortsætter:
“Det er mit håb, at denne bog kan bidrage til forståelsen af hvor afgørende det er, at vi, politikere og presse, medier, og stat, genfinder respekten for hinandens roller i samfundet. Ikke fordi vi skal være enige. Men fordi vi skal være enige om, hvorfor vi altid skal være uenige.”
Med adresse til en statsminister og en tidligere justitsminister, der vil stække pressens muligheder ved ansættelsen af en statsbetalt medieombudsmand.
Til sidst kommer det frem
En hyldest til whistlebloweren
Forfatter Christian Jensen
308 sider,
Udkom september 2025
Politikens Forlag
Anmelder Bjarne Gregersen
