– En indviklingsroman står der under titlen. Ikke desto mindre er det i høj grad en udvikling der skildres. Hovedpersonen, sandsynligvis forfatteren selv, vokser op i Århus i tiden efter anden verdenskrig. Det er en periode, hvor det at modtage brugt tøj fra Amerika er sensationelt og spændende, og de første år er præget af mådehold og rationeringsmærker. Senere bliver den første kæreste omdrejningspunktet og ikke mindst den begyndende og meget hemmelige interesse for sex, men også skolegangen fylder i erindringerne fra dengang, hvor det var katstrofalt, hvis man ikke kom i mellemskolen og lærerne stadigt måtte slå eleverne. Det var også dengang, det blev vigtigt at vise en facade, hvor omtale af andres vanskeligheder foregik med hviskende stemmer uden for børns hørevidde, og dengang en graviditet før ægteskabet var en ulykke, der ville ødelægge hele ungdommen måske hele livet. En tid der måske i større omfang end nu stavnsbandt mennesker. Hele romanen peger frem mod en løsrivelse af individet og et oprør mod stivnede systemer.
Sprog og billeder af tiden fungerer fint, og barnets synsvinkel såvel som den unges fremstilles overbevisende, nogle gange så poetisk som Tove Ditlevsen, men i større omfang båret frem af dialoger, så det forbliver en roman og ikke kun en selvbiografi. Især er der underholdende scener fra kontormiljøet, og den absolutte autoritet der herskede – også genkendelig fra Tove Ditlevsens Barndommens Gade. Men hvor arbejdsforholdet for Ditlevsen ender med en fyring på grund af en socialdemokratisk inspireret peptalk til kollegerne, ender denne hovedpersons med et latteranfald og en beslutning om at komme videre – til Amerika.
Inge Pedersen
300 sider
Gyldendal
Udgivet: 27.08.2010
Birte Strandby