Tiggerpigen. Fortællinger om Flo og Rose

Novellesamlingen er skrevet tilbage i slutningen af 1970´erne, men er ikke desto mindre stadig aktuel. Det er en række forbundne noveller om Rose og hendes stedmor Flo. Især undertitlen upræcis, da novellerne først og fremmest handler om Rose og hendes forsøg på at finde sig selv. Flo forsvinder mere eller mindre ud af bogen undervejs.

Bogens idé lader sig hurtigt afsløre, da Alice Munro ynder at springe i tiden. Læseren får dermed hurtigt en klar opfattelse af tingenes tilstand. Hovedpersonen Rose er en intelligent og opmærksom pige, der vokser op under fattige vilkår sammen med sin far og stedmoren Flo. Faren dør, og snart er de to alene. Rose kommer på gymnasiet, og evner også at komme på universitetet takket være et stipendium. I titelnovellen ”Tiggerpigen” følger vi Rose, mens hun bor hos dr. Henshawe og møder velhaversønnen Patrick. Rose undergår en forvandling fra fattig bondepige til dannet akademiker. Hun fortæller med foragt om sin fattige baggrund, og gifter sig med Patrick skønt hun inderst inde ved, at de to ikke passer sammen. Resultatet synes uundgåeligt. De to skilles, og Rose begiver sig ud på en lang dannelsesrejse for at finde sit egentlige mål med livet. Alice Munro skildrer Roses vej som lang, stenet og ujævn. Præcis som vi kender det fra vores eget liv.

Kun ganske langsomt finder Rose sin egen vej at gå, og hun lykkes som skuespiller. Alligevel tegner der sig aldrig et billede af en jublende lykkelig hovedperson. Og det er netop Alice Munros ærinde med novellesamlingen: at gengive menneskelivet som det er flest med opture og nedture i én endeløs række. Igennem mødet med Rose og det omgivende persongalleri bekræftes læseren i livets lære, som det oftest er: en gave såvel som en opgave. Der er intet let eller ligetil i den tilværelse Alice Munro afdækker. Hverken for Rose eller Flo. Begge må de kæmpe hårdt, men de er så afgjort to modsætninger.

På trods af sine indsigtsfulde og fine beskrivelser af menneskelivet er ”Tiggerpigen” imidlertid vanskelig at blive grebet af. Som læser påtager jeg mig kun rollen som beskuer, selvom jeg gerne vil identificere mig med Rose. Alice Munro skriver i en afdæmpet og rolig form, der måske er medvirkende til, at jeg føler mig tilsidesat, og mere oplever bogen som et produkt af forfatterens erfaringsverden end en rammende fortælling.

Alice Munro

Oversættelse: Arne Herløv Petersen

344 sider

Gyldendal 2. udg., paperback