”Demokratiet er os selv, ikke et krav til andre,” læser morfar.
”Vi skal have ryddet op derude,” siger min mormor og peger ud på vejen.
Verden betragtet fra en privat boble af ‘En tænkende, vrøvlende gople’. Romanens jeg-fortæller er et foster og formidler verdens gang i klip fra avisoverskrifter og egne indtryk fra undfangelsen og et år frem det vil sige hele 1974.
‘Aborten var blevet frigivet 1/10-1973.
Jeg takker mine forældre for ikke at have benyttet sig af lige netop den mulighed.’
Det er unge forældre, begge nitten år gamle. Den vordende far er i lære som smed, og den vordende mor går i skole. De to unges familier er naboer. Bedsteforældrene stemmer på Socialdemokratiet, fordi de var arbejdere, og den vordende far stemmer på SF, fordi han var yngre. ‘Min mor stemte på at skulle være mor.’
Hver dag i året markeres med klip fra avisen eventuelt kommenteret af familien:
Tirsdag d. 15/1-1974:
”Vi skal ikke plage folk med flere politiske udsendelser, der skal mere kontrol med medarbejderne,” siger Erhard Jakobsen til Radiorådet i radioen.
”Der skulle mere kontrol med ham der,” siger min farmor om Erhard Jakobsen og drejer om på hælen.
”Er der noget kaffe?” spørger min tykke-bedstefar.
Fredag d. 25/1-1974
Biologen Anders Munk skriver en kronik i avisen i dag om jordens overbefolkning, om grænser for vækst og udtømning af resurser. Og tænk! Den slags skal man finde sig i at høre på, inden man er kommet til verden. Aborten er gjort fri. Ville biologerne hellere være fri for, at man dukkede op?
Mandag d. 4/2-1974:
Færøerne siger nej til EF, og de britiske minearbejdere går i strejke. Jeg siger ikke nej og går ikke i strejke.
Fredag d. 24/5-1974:
Med hensyn til Watergate, så appellerer Jaworski til højesteret for at få udleveret flere bånd.
Og de sidste 24 dage har to rumænere åbenbart sultestrejket foran Frihedsmuseet for at opnå udrejsetilladelse for deres familier i Rumænien. Den strejke var forgæves. Jeg kunne aldrig drømme om at sultestrejke herinde fra min trygge førerbunker.
Søndag d. 9/6-1974:
Hvirvelstorme tager livet af 17 mennesker i Kansas og Oklahoma. Sådan et vejr har vi ikke her.
Cand. psych. Peter Storm skriver en kronik i Politiken, der skal fungere som et opgør mod det, han kalder for sutteflaske-pædagogikken. Hvad mener han med det? Jeg glæder mig til sutteflasken.
1974 er et begivenhedsrigt år, og vores fortæller får rigtigt mange aspekter med, indenrigs- og udenrigspoltik, kultur, partipolitik, nyheder fra hele verden og udviklingen i den nye familie. Romanen minder i opbygning om Sommer 39, der i citater, anekdoter og artikler varmer op til 2. verdenskrig. Men i Tigerens år gøres der i stedet klar til en barnefødsel, som de pårørende glæder sig til.
I første omgang er det en roman om en udvikling, observeret af en kvik baby der er ved at være klar til livet. I anden omgang er det et klip fra verdens gang og en fortælling om, at alt handler om synsvinkel. Det samlede resultat er en let humoristisk vinkling på verden.
Tigerens år
Michael Pedersen
Udgivet: 20.02.2024
Birte Strandby