Denne bog er efterfølgeren til The Singularity is Near: When Human Transcend Biology fra 2005, i hvilken fremtidsforsker Ray Kurzweil forudsiger, at kunstig intelligens (AI) vil nå menneskelig intelligens i 2029 og smelte sammen med mennesker i 2045. Det er det førstnævnte fænomen, Kurzweil omtaler som ‘singularity’*, og når det indtræffer, vil AI give mennesker muligheden for selv at overskride deres grænser, hvilket selvsagt vil ændre samfundet på enhver måde.

I The Singularity Is Nearer gennemgår Kurzweil neurologiske netværk og sammenligner med den menneskelige hjerne. Udviklingen er præget af eksponentiel hastighed, uforudsigelighed og acceleration, og der er stadigt færre opgaver, som AI ikke kan overtage fra mennesket, såsom rengøre et hus, spille baseball og anmelde en film.

Kurzweil gennemgår en række områder, hvor AI vil overtage herunder produktion af fødevarer, energi, transport, medicin. Det vil medføre, at tingene bliver billigere, og at fattigdom som sådan udryddes. Sundhedsområdet vil især blive påvirket: AI vil vurdere røntgenbillederne, medicinere patienterne og foretage operationerne. Robot-kirurgerne vil gennemføre mange gange flere operationer, end nogen menneskelig kirurg ville kunne nå og dermed få mere erfaring på området end nogen læge. 

Og så er der jo nanorobotterne, som man kan få ind gennem blodkarrene, hvorfra de kan svømme ind i hjernen og forbinde neocortex til skyen, så vi kan udvikle vores intelligens. Via de samme nanorobotter kan vi få virtuel adgang til at bestige bjerge og dykke i Marianergraven uden at skulle bevæge os væk fra dagligstuen, og vi kan få stoppet aldringsprocessen. Ydermere kan vi bruge AI til at udvikle vores fysiske evner, til at løbe hurtigere, dykke i længere tid. Mulighederne er uendelige, men der er nogle etiske spørgsmål der skal diskuteres undervejs. Hvordan for eksempel med dobbeltgængerrobotter, har de rettigheder, skal de behandles som mennesker, er det dem eller os der får æren for at have udført en opgave?

Andre effekter kan være udviklingen af atomvåben og biologiske våben. Her bør vi vel være ekstra opmærksomme, og Kurzweil påviser risikoen, men har ikke konkrete løsningsforslag.

Det er spændende læsning, og Kurzweils optimisme i forbindelse med dyrkning af grøntsager, 3-D printning, rent vand er smittende og krydret med tankevækkende indslag om for eksempel, hvordan den eksponentielle hastighed har påvirket udviklingen. Han sammenligner blandt andet med den computer der fandtes på MIT i 1965. Den havde et lager på 150.000 bytes.

Et super interessant indlæg i debatten og en pressende påmindelse om, at vi har nogle ting der skal diskuteres hurtigt.

The Singularity Is Nearer

When We Merge with AI

Ray Kurzweil

419 sider

Viking

Udgivet: 2024

Birte Strandby

* The technological singularity—or simply the singularity is a hypothetical future point in time at which technological growth becomes uncontrollable and irreversible and IA surpasses human intelligence, resulting in unforeseeable consequences for Human civilization. (Wikipedia)