It may seem strange that a doctrine promising choice and freedom should have been promoted by Margaret Thatcher with the slogan, ‘There is no alternative’.
Men det er vel essensen, når vi taler om neoliberalisme? Den lovede frihed fungerer ikke for alle. Eksempelvis kan frihed fra fagforeninger og fælles overenskomstforhandlinger betyde virksomhedens ret til at presse lønnen. Frihed fra regulering kan betyde, at arbejdspladser bliver mindre sikre, at det er lovligt at forurene vandløb, eller at bruge tvivlsomme kemikalier. Frihed i neoliberale sammenhænge betyder med en rammende metafor fra The Invisible Doctrine: frihed for gedden, ikke for småfiskene.
The Invisible Doctrine er beretningen om, hvordan liberalisme og laissez-faire økonomi blev til neoliberalisme, og hvad det betyder for os. Vi har stadigt stater der regulerer, og groft sagt betyder neoliberalisme, at markedet frigøres fra demokratiet. I bogen citeres Naomi Kleins The Shock Doctrine for kommentaren om, at neoliberalisme er opstået under kriser, når vi har fokuseret på noget andet eksemplificeret ved kuppet i Chile i 1973 og orkanen Katrina i New Orleans i 2005. Det er et udtryk for neoliberalisme, når et olieselskab sagsøger en stat der har besluttet, at der ikke må bores efter olie i de nationale farvande i overensstemmelse med ISDS (‘Investor–state dispute settlement an investment court system, is a set of rules through which states can be sued by foreign investors for certain state actions affecting the foreign direct investments of that investor.’)
Det er vanskeligt ikke at blive forarget. Ganske vist har vi hørt en del af historien før, om Reagan og Thatcher og deres afart af liberalismen. Det var Thatcher der satte kursen: enhver er ansvarlig for sin egen skæbne, staten har intet ansvar for mennesker i økonomiske vanskeligheder eller uden hjem – og der er ingen legitim form for social organisering ud over individet og familien. Det var ikke kun individet der blev frisat. Med frisættelse af individet fulgte også privatiseringen af jernbaner, post, uddannelse, fængsler.
Problemet er ikke kun økonomisk men i allerhøjeste grad demokratisk. Vi bilder os ind, at vi via vores indkøb har en vis forbrugermagt, men også her er der tydeligvis nogen der har meget mere magt end andre. Og det står klart, at mange diskussioner finder sted for lukkede døre, hvor den almindelige forbruger og vælger ikke har adgang.
… democracy is the problem that capital is always striving to solve. Neoliberalism is the means of solving it.
Demokratiet er angrebet fra flere vinkler. The Pollution Paradox handler om, at virksomheder der sviner meget og dermed har mest brug for at slippe for regulering, bruger flest penge på lobbyvirksomhed, hvorfor de således bliver stærkt repræsenteret i regeringer.
Forfatterne går så vidt som til at give neoliberalismen skylden for tiltagende stress, angst, depressioner, såvel som dødsfald på grund af overdoser og alkohol. Det er måske mest en påstand. Til gengæld er det en kendsgerning, at forventet levetid faldt i 2021 med 2,7 år. Ligeledes argumenterer forfatterne for, at England er en stor frihavn efter Brexit, at forurening outsources, og neoliberale tænketanke tages under behandling i et af kapitlerne.
Det er ikke opmuntrende læsning, især ikke når man læser om, at hvis vi skal stoppe den globale opvarmning, så skal olien blive i jorden – eller om vores forhold til kloden i almindelighed. Vi kan stadigt nå at gøre noget, men det kræver et opgør med neoliberalismen. The Invisible Doctrine er skrevet på indignation og let læst. Argumentationen er overbevisende, og kan både give aha-oplevelser og sætte gang i ens egen indignation.
The Invisible Doctrine
The Secret History of Neoliberalism
(& How It Came to Control Your Life)
George Monbiot, Peter Hutchison
218 sider
Penguin Books
Udgivet: 2024
Birte Strandby
Anmeldelse i The Guardian: https://www.theguardian.com/books/article/2024/may/29/the-invisible-doctrine-by-george-monbiot-and-peter-hutchison-review-neoliberalisms-ascent