Bagebogen “The Cake Cookbook” gør ikke meget væsen af sig. Den har en hvid forside, hvor titlen er skrevet med store farverige versalier – og intet andet. Men indeni gemmer der sig en helt anderledes sag! Bogens forfatter Hannah Grant har øjensynligt som mål at tilbyde sine læsere en bagebog, der kan noget andet og mere end sædvanen ér! 

“The Cake Cookbook” er nemlig noget så specielt som en sund kagebog. Konceptet er, at du skal kunne bage glutenfri kager uden sukker og mælkeprodukter. Hannah Grant er uddannet kok og har b.la. arbejdet på Noma. Flere kender hende nok fra Go’morgen Danmark, hvor hun lejlighedsvis slår sine folder. Hun fik erfaring med at bage sundt, da hun blev kok for et stort professionelt cykelhold. Deres cykelryttere skulle også forkæles med lidt til den søde tand, men vel at mærke på en måde der flugtede med den sunde livsstil. Samtidig skulle det leve op til kokkens vision om at servere noget smagfuldt. Vejen til det er ved hjælp af gode grøntsager. Hannah Grant benytter især mange rodfrugter i sine sunde kager. Udover glutenfri, sukkerfri og mælkefri kager, vil du i bogen også kunne finde opskrifter, der tillige er fri for æg dvs. at de er veganske.

Bogen starter med en præsentation af Hannahs mission og nogle ord om Hannah. Hun arbejder ud fra ”The Cake Cookbook manifest”. 

Da bogen er en kende atypisk i sin tilgang, er der lagt stor vægt på at læseren får en meget grundig introduktion til råvarer og metode. Bogens første del hedder ”Sådan bruger du mine opskrifter”. Hannah giver b.la. forslag til at tilpasse opskrifterne til portionsstørrelser. Skulle man være interesseret i næringsberegninger for opskrifterne, kan man scanne en qr kode og få adgang til dem derigennem.

For dem der går op i (cykel-)træning, er der et mindre afsnit om ernæring forfattet af Dr. Stacy Sims. ”Sådan får du energi til din træning” giver gode råd til energiindtag under træning. 

Derpå følger opskriftdelen, hvor Hannah Grant deler ud af sine spændende sunde opskrifter. Det gør hun i kapitlerne ”Bag med bagte søde kartofler”, ”Bag med rå søde kartofler”, ”Bag med rodfrugter”, ”Bag veganske kager”, ”Barer og små bidder” og afslutningsvis ”Den brune banan og andre kager”. 

Alle opskrifter er ledsaget af et stort billede. Hannah Grant fortæller om hver kage, idet hun sætter ord på smag og konsistens. Hun giver også gode tips. Fremgangsmåden er på pædagogisk vis formidlet i punktvis opstilling. Det hele er sat overskueligt op og er let at gå til med mange gode og detaljerede informationer. Herved sikres det bedst mulige resultat. 

Ingredienserne er ikke særlig fremmedartede trods de benspænd der er sat. Hvis du ser dig for i de større supermarkeder, bør du sagtens kunne købe ind til at bage Hannah Grants bud på sundere sødt, uden besvær. 

Ud fra billederne og mine egne forsøg med Hannah Grants kageopskrifter, kan det konstateres at kagerne har en anden tekstur end vi vant til. Det er helt forventeligt, da der ikke er gluten til stede, som kan give et let og luftigt resultat. Smagen er dejlig og god, men ikke så sød som vi er vant til. Kagerne mætter godt. Hvis du ønsker det, kan du selv justere evt. mængder af honning eller sirup lidt op, da de er meget små. 

Cykelkokken Hannah Grant har lavet en inspirerende og gennembearbejdet kagebog med streg under sundere sødt. Bogen vil vække glæde hos sportsglade mennesker, der ønsker at tilrettelægge træning og kost på hensigtsmæssig vis. Familier der har børn i institutioner med sukkerpolitik vil også kunne få stor glæde af bogen her. Kagebogen er også yderst anvendelig i en bredere sammenhæng, hos alle de mennesker der møder allergi eller som ønsker at integrere mere grønt i kosten. Hannah Grant løser til fulde udfordringen med at kreere sødt bagværk, der smager dejligt trods fravær af sukker, hvidt mel og mælk mm. Det er selvsagt ikke det samme som snasket, blødt og sødt traditionelt bagværk. Men det her kan så meget andet! Glæd dig til kage med god samvittighed. 

The Cake Cookbook

Forfatter: Hannah Grant

Forlag: Helmin & Sorgenfri

140 sider. Hardback og illustreret

Udgivelsesdato: Den 14. oktober 2022

Anmelder: Nønne Lønne Votborg