Bogforbud er ikke så almindeligt i Danmark. Det grelleste eksempel vi har, er sandsynligvis dengang i 1976, da Bent Hallers Katamaranen blev forbudt på Thisted Bibliotek. Klagerne over bogen var mange, men i virkeligheden markerede den nok mest, at tiden var løbet fra glansbilledbøger om velopdragne børns meritter for i stedet at nærme sig noget realistisk. Ellers er bogforbud ikke noget, vi beskæftiger os meget med her i landet. Anderledes i USA. Dansk PEN kunne på bogmessen i november fortælle, at der i USA anno 2025 var ikke mindre end 46.000 tilfælde af bogforbud, hvilket er en voldsom stigning på ganske få år. Det handler mest om forbud mod bøger på børnebiblioteket, og det er ofte forældreforeninger der går foran. Bøgerne der forbydes handler blandt andet om racisme, LGTB+ og stoffer. Eksempelvis forbydes værker af John Green og Nobelpristageren Toni Morrisons i visse stater.
That Librarian er udgivet i 2025, og de begivenheder, bibliotekaren Amanda Jones fortæller om, fandt sted i 2022. Amanda Jones har været bibliotekar i sin hjemby i mere end 20 år, da hun udsættes for en voldsom shitstorm efter et lokalt stormøde om, hvilke bøger der skal være tilgængelige på et børnebibliotek i byen Livingston
Shitstormen udarter sig på sociale medier, og Amanda anklages for at ville lære børn om sex, og hun modtager dødstrusler. Det er svært at forstå, hvorfor det går så galt, men for Amanda handler det om, at alle børn skal kunne finde litteratur de kan spejle sig i på hylderne, det vil blandt andet sige, at det skal være muligt at finde bøger om unge der ikke er heteroseksuelle. Det er meget langt fra de besynderlige anklager om, at der er pornografi på biblioteket – anklager der bliver gentaget i mange versioner, mest af mennesker der tilsyneladende ikke selv kommer på biblioteket. Der er ikke pornografi på biblioteket, heller ikke i Livingston, Louisiana.
I The Librarian fortæller Amanda Jones udtømmende om det famøse møde, om hvordan det udviklede sig, og hun fortæller, hvordan bibliotekarer udvælger materiale til bibliotekerne, og hvordan man tager det op, hvis nogen protesterer mod, at en bog er tilgængelig på biblioteket. Der er faste procedurer, valget af bøger er baseret på anmeldelser fra autoriserede kilder, og fra en liberal dansk vinkel kan det være vanskeligt at gennemskue, hvad det er helt præcist, man vil forbyde ungerne, og hvorfor man mener, at det er en god ide således at begrænse deres læsefrihed. Der er børnebiblioteker, hvor man kan forvente, at bibliotekarerne har placeret alderssvarende litteratur.
Men problemer er der. Et af bibliotekets bestyrelsesmedlemmer foreslår, at unge under 18 ikke skal have adgang til biblioteket uden en voksen, for at undgå at de unge går ind i afdelingen for voksenlitteratur. Taget i betragtning at man kan blive gift, køre bil og have job som 16-årig i Louisiana, er det et virkeligt sært forslag.
Amanda Jones fortæller fra bibliotekslivet der ikke er helt så stabilt som i Danmark. Eksempelvis er der i Lousiana en gruppe der arbejder for ikke at betale skat jfr. Facebooksiden Lafayette Citizens Against Taxes, og det lykkedes i 2018 gruppen at få fjernet en tredjedel af de skattepenge der skulle gå til biblioteket.
That Librarian er en meget personlig beretning. Amanda Jones fortæller om både sin opvækst og om sin familie, sit forhold til job og til kristendom. Den voldsomme kritik berørte hende, og fik hende også til at se den fare der er i bogforbud. Om den voksende bevægelse der går ind for bogforbud skriver hun:
It is about marginalizing and erasing cultures and groups of people, it is about defunding public institutions, it is about dumbing down society for a more easily led population, and it is about using libraries for political gain.
Det giver skræmmende perspektiver, men bogen rummer også en række gode råd, hvis man skulle opleve, at nogen ønsker at forbyde en bog – og her bemærker man igen en forskel mellem USA og Danmark, for et af rådene lyder: See, if they [fortalere for et bogforbud, red.] or a family member is running for office.
Der er masser af muligheder for modbevægelse, og i forhold til Danmark virker hele forløbet overgearet. Især er reaktionerne på de sociale medier voldsomme, men da danskerne jo i stort omfang adopterer amerikanske tendenser med ca. 10 års forsinkelse – blandt andet takeaway, dårlig, individualistisk biltrafik og overvægt – skal man måske være opmærksom på budskaberne i That Librarian.
That Librarian
The Fight Against Book Banning in America
Amanda Jones
269 sider
Bloomsbury Publishing
Udgivet 2025
Birte Strandby