Teorema

Denne sjette spillefilm af Pier Paolo Pasolini, tilhører oprindeligt en gruppe af fire, i hvilken den første var Oedipus Rex, hvilken jeg desværre ikke har set. Teorema var således den anden film i det der kaldes den ”mytiske cirkel”. Angiveligt fik filmen endnu mere opmærksomhed da den udkom, end den notoriske ”Saló: 120 Days of Sodom”. Dette skyldtes blandt andet at Vatikanet afviste den som blasfemisk. I den sammenhæng er opsummeringen af filmen fra hjemmesiden ”www.imdb.com” meget rammende:

”A strange visitor in a wealthy family. He seduces the maid, the son, the mother, the daughter and finally the father before leaving a few days after. After he’s gone, none of them can continue living as they did. Who was that visitor? Could he be God ?”

Manden, den mystiske gæst spillet af Terrence Stamp, forfører imidlertid ikke faderen, og at spørge retorisk hvorvidt manden er gud, synes at være en overdrivelse. Man kan dog hurtigt når man ser filmen, komme til konklusionen at der er tale om en kristus-figur af en art. Der kunne dog også være tale om djævlen for imens manden fremstår som et begærsobjekt for alle han møder, så imødekommer han uden tøven disse menneskers spontane begær. Til det må man tilføje at Pasolinis egen version af Jesus fra Matthæus evangeliet, jo er en langt mere stoisk karakter.

Trods en noget forvirrende start, i hvert fald for mig, er filmen rimelig rigidt struktureret. Først ser vi forførelsen af de enkelte. Hver eneste episode starter med en karakter der kigger længselsfuldt efter den mystiske gæst, derefter en stor skam da gæsten opdager begæret (tjenestepigen forsøger at slå sig selv ihjel af skam, moderen har lagt sig nøgen og afventende, men ikke helt afklaret da gæsten finder hende, sønnen forsøger at løfte gæstens dyne om natte, og rødmer da gæsten vågner etc.) og så en imødekommelse af begæret fra gæstens side. På sin vis en slags tilgivelse for skammen.

Derefter en scene hvor gæsten afslører hans intention om at rejse, og så en række ynkelige monologer fra hver eneste karakter han har forført, om hvordan han gjorde dem til bedre mennesker, men at alting nu vil blive endnu værre. Han gjorde op for en mangel de alle havde før ham, og nu da han går, vil den mangel blive større end før.

Resten af filmen handler således om diverse karakteres forsøg på at kompensere for denne mangel, en slags søgen efter manden. Det med undtagelse af tjenestepigen, som viser sig at have guddommelige kræfter, eller i hvert fald være et værktøj for sådanne kræfter. Sønnen flytter væk hjemmefra og bliver en eksperimentel maler, hvis projekt er at skjule sin mangel på værdi for samfundet. At male et slør over ingenting, så det ligner noget. Det vil sige et ganske ægte kunstprojekt. Datteren imidlertid går i koma og forbliver i koma, imens moderen kører rundt i byens gader hvor hun samler unge mænd op for at have sex med dem bag en kirke. De har selvfølgelig alle træk til fælles med den mystiske gæst.

Dertil kommer også et særligt træk fra Pasolinis side, da han i starten af filmen viser flotte billeder fra en god Italiensk ørken (mørkt sand), og lader en stemme sige noget i stil med ”Gud ledte folket igennem ørkenen”. Næsten hver eneste scene i filmen er adskilt fra næste scene, med et billede fra denne ørken. På den måde ser vi citatet farve hele fortællingen. Alting sættes i relation til det sorte, golde sand. Dette ser jeg selvfølgelig i en nihilistisk forstand, at Pasolini systematisk annullerer hver eneste scene, som værende blot endnu et eksempel på en tynd film som tiltider kan få ørkenen til at forsvinde i kraftige farver, men i sidste ende ikke er andet end denne ørken selv.

I starten af filmen er der tonet helt ned for farverne, således at det er let at se en lighed imellem ørkenens farvekode og byens farvekode. Det er først da den mystiske gæst indtræder at der kommer de kraftige, aggressive farver som man kender fra Saló: 120 Days of Sodom. Såfremt man kan se gæsten som et begærsobjekt, kan man altså ligeledes se ændringen i farvekoden som introduktionen af begær i det der ellers er en uendelig ørken. Navnet på den tyndefilm der af og til formår at skjule traumet, som er den ørken vi lever i, er altså begær. Eller måske hellerefantasi som det mentale produkt der søger midlertidigt at opfylde begæret, således at vi ikke konstant konfronteres med dets uendeligt, traumatiske kerne, dets umulighed. For begæret hæfter sig ved en umulighed, i det det kun kan lade sig gøre så længe det ikke lader sig gøre, så længe det hænger i luften foran vores øjne, som en gennemsigtig tegning der får ørkenen til at se mindre skræmmende ud. Med andre ord sad min indre dansk-lære på kanten af sit sæde.

Det er ikke forkert at sige, at Pasolini her, endnu engang har taget som fokus, en Jesus-figur. Der drages i den forstand også nogle helt klare paralleller. Denne gang er der dog tale om seksualisering af denne figur. Imens man kan tale om at kameraet altid er seksualiserende, særligt Pasolinis kamera der i overdreven grad nyder både luft og lyst, så vil jeg dog næppe tage et sådant feministisk perspektiv på hans udlægning af Jesus i Matthæusevangeliet. I Teorema er der dog ingen tvivl, den mystiske gæst er trods sin uskyldige adfærd (han løber nøgen rundt om en sø i glad leg med en hund) en seksuel karakter. Imens han venter til han ser skammen i deres øjne, så imødekommer han dem, og fjerner glædeligt deres tøj selvom de stadig tvivler.

Imens han kan ses som en Jesus-figur, så er det dog stadig vigtigt at opretholde det metaforiske plan, således at han ikke specifikt er Jesus, eller djævlen for den sags skyld. Han er dog ganske bestemt et eksempel på, at menneskets tiltrækning til det rene og det guddommelige i sig selv står i relation til libido, som al tiltrækning. Det er lige præcis når vi udpeger et koncept som stort og helligt, som rent og løftet fra menneskets syndige liv (manglen på morale, den konservative overtagelse af kapitalismen, eller hvad man nu finder på) at vi seksualiserer denne forestillede utopi. Hvis vi vil have noget nok, så kan dette ønske kun bevare sig selv i den konstante oversættelse fra forestilling til begær, altså libido.

Hvis man tager denne pointe fra Pasolinis Teorema, vil man retrospektivt kunne læse Matthæusevangeliet som Jesus egen libidinale tiltrækning til gud qua hans mission, altså sig selv. Han brænder så meget for sin sag, at han nødvendigvis seksualiserer sit mål. Freud har talt!

Pasolini drager en relation imellem i denne hovedhistorie om den mystisk gæst, og det faktum at faderen i familien lige har overtaget en fabrik. Filmen starter i den forstand med en diskussion om borgerskabet. Jeg vil dog blive nødt til at se mere, eller gense Teorema, før jeg føler mig tryk i at sige noget om hvad det gik ud på.