‘Den militære sorg er så meget mere til at holde ud end den civile.’
Denne roman begynder med en begravelse og slutter et lignende sted. David er dansk soldat udsendt til Irak. Det var hans bror også.
Livet på basen i Irak beskrives gennem Davids øjne: Frygten, sandet, savnet og kedsomheden. Fortællingen underbygges af forskellige episoder, der forklarer, hvorfor det ikke kun er fysikken, der afgør at soldater skal være unge mennesker, og hvorfor man bliver dummere og dummere i en krig: Når dagens absolutte højdepunkt er, at den kvindelige tolk ikke kan finde et sted at tisse ugenert. Hvem giver efter for presset og reagerer uhensigtsmæssigt, går løs på civile, og hvem kan abstrahere fra tåbeligheden i hverdagen?
Handlingen følger de to brødre og er forsynet med en spændingskurve, der dog virker lidt påklistret i sammenhængen. Til gengæld giver romanen et godt billede af det begreb, som Stanley Kubrick kalder dehumanization, der blandt andet kan genkendes fra Full Metal Jacket.
Det er en ømskindet beretning, om hvorfor en ung mand, der er opvokset i Danmark, landet med de kvindelige værdier, aldrig nogensinde vil kunne deltage i en krig uden at tage skade på sjælen. Desuden handler det lidt om forsvarschefen – ‘en mand, der sidder i læ’ – og om taletid i medierne. Og det handler om spild af ressourcer, fornedrelse af mennesker og idioti på flere niveauer.
En roman der (igen) kan få læseren til at overveje, om man kan blive skilt fra sit pensionsselskab eller i hvert fald stille krav om, at samme selskab ikke investerer i våben.
Forfatter: Niels Ole Quist
320 sider.
Forlag: Gyldendal
Birte Strandby
