Svampe er vel nok en af de mest populære ting i naturens gratis spisekammer. Børn og voksne fascineres af svampeture, der på mange måder er som en skattejagt. Søg og du skal finde! Men det er ikke helt nok at gøre god fund i skovbunden. Viden om svampe må der også til! Jens H. Petersen har skrevet endnu en fin svampebog, så svampeturen kan blive vellykket.

”Svampe – du kan spise” er henvendt til nybegyndere især, men fra starten er den en lille smule tung i sit fagsprog. Læseren får en grundig introduktion til svampelivet og til de forskellige former for nedbrydere, vi kan støde på. Det er næsten som en biologitime!
Men tag ikke fejl. Efter en halvtung begyndelse lukker Jens H. Petersen op for fortælleglæden. Vi mærker en svampepassioneret forfatter, der brænder for at gøre svampejagten tilgængelig for flere. Han gennemgår kort de forskellige voksesteder, og fortæller derefter om, hvornår svampene vokser i årets løb. Herefter begiver vi os ud i at lære om spise- og giftsvampe overordnet set. Der er fire grundlæggende svamperåd som enhver bør følge, så svampeturen kan forblive sikker og succesfuld. Gode og konkrete råd, enhver svampefinder må skrive sig bag øret!
Undervejs får Jens H. Petersen også givet råd til udstyr, plukketeknik og anvendelse af svampene. Personligt synes jeg, at siderne med svampemad fylder lidt vel rigeligt set i lyset af, at de ikke indeholder så meget nyt. Men appetitvækkende er det så afgjort!
Da mængden af svampe er så umådeligt stort, har forfatteren valgt at udvælge de bedste og mest populære spisesvampe i bogens egentlige svampegennemgang (bagerste del af bogen). Vi får gennemgået omkring fyrre genkendelige arter og overskuelighed er nøgleordet for Jens H. Petersens arbejde.
Qua sine enestående fine, tydelige og skarpe billeder af de forskellige svampe, er det let og overskueligt at danne sig et overblik og få en forståelse – ikke bare af den enkelte svamps særkende, men også af svamperiget som sådanne.

Bogen er på alle måder formidlet flot og formålstjenligt rent grafisk. Læseren får en god forståelse af de forskellige svampegrupper, og det fremgår tydeligt hvad man skal gå efter og lade stå.

Jeg så gerne, at Jens H. Petersen opfordrede sin læser til at tage del i offentligt arrangerede svampeture og anviste links til forskellige hjemmesider. Man vil opleve, at både det offentlige, organisationer og foreninger afvikler svampeture i løbet af sensommer og efterår.
”Svampe – du kan spise” er en inspirerende og yderst anvendelig fagbog for dig, der gerne vil forberede dig til svampeturen.
Jens H. Petersen152 siderGyldendal, 1. udg., illustreret, indb.Udgivelsesdato: 12.08. 2014