En samling af Harvard Business Reviews vigtigste artikler om strategi.

Vi begynder med en præcisering af begrebet. Ifølge Michael E. Porter i artiklen Hvad er strategi? omfatter strategi 1. etableringen af en unik og værdifuld position, 2. en afvejning af valg i forhold til konkurrenterne og 3. en intern tilpasning mellem virksomhedens aktiviteter

Der skal lægges vægt på det med den unikke, værdifulde position. Teknologi, medarbejdere, outsourcing, leverandørpartnerskaber gør det ikke alene, for konkurrenten har fanget den samme best practice. Det handler i stedet om positionering, og denne kan være variansbaseret, behovsbaseret eller adgangsbaseret afhængigt af, hvilket produkt man vil tilbyde til hvilken kundegruppe.

Ikea bliver brugt som eksempel i forbindelse med overblikket over hvilke aktiviteter virksomheden satser på selv at udføre, og hvilke aktiviteter der udføres af andre. Den strategiske interne tilpasning af mange aktiviteter er essentiel, ikke mindst fordi en god intern tilpasning vil gøre det vanskeligere for konkurrenten at trænge sig på. Hvis der er mange kompromiser med den planlagte strategi vil det til gengæld udvande denne og få virksomheden til at virke svag.

Michael E. Porter er også manden bag artiklen: De fem konkurrencekræfter, der former strategien. De omtalte kræfter er blandt andet nye ressourcestærke aktører, leverandører og erstatningsprodukter. De fem konkurrencekræfter er nøje beskrevet og under nye aktører er der en udlægning af, hvilke adgangsbarrierer der kan anvendes til at holde de nye aktører på afstand.

I denne artikel findes også en oversigt over, hvilke brancher der er de mest profitable – fra sodavand til flyselskaber. Nok så praktisk er der skitse til, hvordan man laver en god brancheanalyse.

Desuden gennemgås kerneværdier, forretningsmodeller – som man som ny virksomhed kan forvente at skulle ændre fire gange på vejen til profitabilitet – og kunsten at lave en operationel praksis ud fra strategien. Om strategi byder på mange relevante og angiveligt velfungerende værktøjer, også selvom artiklerne er ti – tyve år gamle.

I serien findes også bøgerne Om selvledelse, Om lederskab, Om medarbejderledelse.

Om Strategi

Harvard Business Review

Michael E. Poter, James C. Collins, Jerry I. Porras, Marx W. Jonson, Clayton M. Christensen, Henning Kagermann, W. Chan Kim, Renée Mauborgne, Gary L. Neilson, Karla L. Martin, Elizabeth Powers, Robert S. Kaplan, David P. Norton, Orit Gadiesh, James L. Gilbert, Michael C. Mankins, Richard Steele, Paul Rogers, Marcia Blenko.

Oversat af Annette Rosenberg

291 sider

Gyldendal Business

Udgivet: 2017

Birte Strandby