I ”Straf” stiller Ann-Helén Laestadius skarpt på et mørkt kapitel i svensk historie. Romanen handler om, hvordan samiske børn led i svensk varetægt, da de opholdt sig på en svensk nomadeskole i 1950’erne. Her boede børnene, skønt de havde forældre og familie. Der kan drages paralleller til de grønlandske børn, der nogenlunde samtidigt blev sendt til Danmark for at blive danske som led i et socialt forsøg. Det er skildret i romaner, fagbøger og filmen ”Eksperimentet”. ”Straf” er anden bog i en trilogi fra Sápmi. Bogen er inspireret af virkelige hændelser. Netflix har købt rettighederne til første bind, ”Stjålet”, til filmatisering.
Handlingen udspiller sig i Skandinaviens nordligste egne, i det der nu betegnes Sápmi. Den foregår i to spor og følger børnene på en nomadeskole i det svenske område tæt på grænsen til Finland. I det ene spor følger vi bogens fem hovedkarakterer. Jon-Ante, Marge, Nilsa, Else-May og Anne-Risten er omkring syv år, da de kommer til nomadeskolen. Her skal de fralægge deres samiske kultur og skikke med henblik på at blive svenske. Det var en voldsom tid med psykisk og fysisk vold, racisme, sexisme og straf i stor stil. Nomadeskolens daglige leder husmor Rita styrer uhyrlighederne. Hun står bag en atmosfære af ondskab, og hun opmuntrer børnene til at være grimme mod hinanden. Børnene nægtes retten til deres kultur, traditioner og sprog. Værst af alt udøver husmor straf og forsømmer omsorgen for deres ve og vel. Eneste formildende element er stedets assistent Anna, der viser børnene kærlighed og varme. Men også dét får en ende.
Bogens andet spor foregår i 1980’erne, hvor romanen stiller skarpt på konsekvenserne af nomadeskolen i hovedkarakterernes voksenliv. Som voksne håndterer de fem mindet om den grumme skoletid på vidt forskellige måder. Det giver sig b.la. udslag i fornægtelse, alkoholisme, gudfrygtighed, psykosomatiske problemer og relationsproblemer. Fælles er, at de dybt mærket af tiden på nomadeskolen. Da husmor Rita som aldrende dame dukker op i byen igen, som om intet var hændt, fremkalder det store følelser. Nu rejser spørgsmålet sig: Hvordan tackler man sin bøddel? Det zoomer Ann-Helén Laestadius ind på i ”Straf”, hvor hævnlysten ulmer. Undervejs i romanen tematiseres tilgivelse, religion, skikke, intolerance, rødder, tilhørsforhold etc.
Forfatteren har meget på hjerte med ”Straf”. Hun tager os med til Sápmi og fortæller b.la. om skikke og traditioner. Udover de fem karakterer og husmor, som vi skal lære at kende, fortælles historien i to skiftende spor. Ved hvert kapitel er årstal og person angivet. Det er en god hjælp, men det tager tid at danne sig et overblik over persongalleriet. Børnenes forældre spiller også en vis rolle. De vover dårlig nok at gøre indsigelser – hvis da børnene overhovedet tør sladre om forholdene. I voksen-sporet møder vi deres partnere og evt. børn. Ann-Helén Laestadius skriver i et letlæseligt og enkelt sprog. Der indgår en hel del samiske ord, som du kan slå op bagerst.
”Straf” problematiserer som skitseret nogle dybt alvorlige problematikker i svensk historie, nemlig groft svigt af børn og strukturel racisme rettet mod samer. Det er et prisværdigt bogprojekt. Desværre hænger hun al for meget af det op på, at husmor er skurken. Forfatteren forenkler den mørke historie ved at bruge nomadeskolens leder som selve symbolet på ondskaben. Som læser er jeg mere nysgerrig på en undersøgelse af de strukturelle årsager til den racisme, som skolen reelt er et produkt af. Samtidig finder jeg, at bogens grundpræmis og idé virker rodet. Husmor er nomadeskolens største problem, fordi hun udfører vold og racisme. Hun kaldes endda “Heksen”, men læseren får ej heller en forklaring på hvorfra al den ondskab kommer. Med husmor som bogens rene skurk bliver volden, for mig at se, ikke i så høj grad noget strukturelt. Det er noget et enkelt individ udfører. Børnenes traume er forvoldt af husmors racisme og vold. Det drejer sig ikke om strukturel racisme – og så mister bogen desværre vægt, idet den netop skulle italesætte al den racisme samerne historisk set har oplevet, og hvor nomadeskolerne har indgået. Det går ud over læseoplevelsen, at der foretages et – for mig at se – forkert valg ved at hænge al ondskaben på husmors kåbe. Det er aldrig enkeltpersoner med trang til vold og ondskab, der forårsager racisme. Det er strukturelt betinget. Når husmor samtidig virker som en enstrenget karakter, bliver fortællingen lidt halvtynd.
Skønt forfatterens valg kan diskuteres, er det en læseværdig bog qua de fem elever, vi følger og deres dynamikker. Fortællingen maner til eftertanke. ”Straf” er givetvis tænkt som en roman, der er let at læse. Men du skal holde tungen lige i munden grundet de mange karakterer og to spor. Til gengæld får du et fascinerende møde med det allernordligste af Sverige i 1950’erne og igen 30 år senere. Det er både råt og rørende!
Straf
Forfatter: Ann-Helén Laestadius
Oversættelse: Kamilla Pontoppidan Haderup
Forlag: Alpha forlag
430 sider. Indbundet
Udgivelsesdato: Den 14. maj 2024
Anmelder: Nønne Lønne Votborg
