Den uperfekte kvinde portrætteres uden retouchering i Katrine Grünfelds fjerde roman. Og det er en barsk affære, for hvad er det for en kvinde, der efterlader sin omsorgsfulde mand og sine uskyldige børn for at gå i hundene alene? Det er er romanens ene gåde, og den besvarer vores hovedperson selv:
Hun er en leder. En, der har for vane at lede efter det, man kan lede efter. På udkig efter genstande, snask, døde dyr og uorden i systemet.
Forfatteren benytter sig af sin naturgivne(?) ret til at lide og slås med egne, indre dæmoner. Hvilken litteratur er nogensinde blevet skabt i en tryg og harmonisk tilværelse?
Hvis det er baggrunden – at lidelse er en drivkraft for digtere – så besvarer det samtidigt en anden af tekstens gåder: Nemlig hvad der driver hovedpersonen til en ubehagelig ensomhed i et sommerhus i Hornbæk, og det er netop hverdagens ro, ægtefællens tilbøjelighed til at sørge for, at hun har det som blommen i et æg – altså klaustrofobi:
Hun tænkte, at han gjorde det med vilje. Gjorde tjenester, der fik hende til at reagere hysterisk, for at få retten til at være forurettet.
Temaet Den martrede forfatter møder vi mange andre steder fra H. C. Andersens Den uartige dreng til Hamsuns Sult, men Grünfeld ligger over gennemsnittet i brutalitet:
Naturen er som bedstemor i en Hitchcockfilm. Ondskab, hvor man mindst venter det. Den holder ikke med nogen.
Katrine Grünfeld er her mere udadreagerende end i sine tre foregående værker. Humoren der lyser op i ’mindre pletter’ og i ’Et hjem i Mørke’ domineres af af den dystre stemning i Stormskader, men man kan stadig nyde legen med sproget:
Sådan en fyr, der blev fyrmester, glemte fyret og blev fyret.
Stormskader
Katrine Grünfeld
112 sider
Gyldendal
Udgivet: 10.03.2015
Birte Strandby
