Lær at bruge madresterne.
Stop spild af mad er en kogebog, der overordnet er en bog lige efter mit hjerte. Bogens budskab er at undgå madspild, og at man skal lave lækkerier af gårdagens rester.
I bogen kan man lære alt om, hvordan man bruger de fleste madrester i den daglige madlavning i stedet for at lade det gå til spilde og ende sine dage i skraldespanden.
Kogebogen er skrevet af en række af kendte danske madpersonligheder. Hvert kapitel er helliget en af disse gode kokke. Før hver opskrift er det angivet, hvilken en madrest man skal bruge, hvis man skulle være i tvivl.
Opskrifterne er fra alle tænkelige lande og kan benyttes af de øvede såvel som nybegynderne i køkkenet. Jeg synes dog, at der er nogle få lidt mærkelige opskrifter imellem, eksempelvis lyder porresuppe med flødeskum lidt for underligt til min smag. Bogen indeholder også en masse råd og statistikker om madspild. De første råd og statistikker er spændende, men det bliver lidt kedeligt i længden. Men vil du gerne være bedre til at bruge dine madrester og mangler inspiration, er denne bog til dig. Bagest i bogen kan du endda både finde et opskriftregister og et madrestregister.
Forfattere: Francis Cardenau, Katrine Klinken, Camilla Plum, Thomas Rude Andersen og elever og lærrere fra Suhrs Madakademi.
191 sider
Forlag: Gyldendal
Udg.: 07.03.2011
Anmeldt af Eva-Andrea Vogelgesang Erichsen