Hestebog for ti – tolv årige piger

Der er sket noget med hestebøger for piger de sidste 30 år. Det er gået ud over idyllen og de perfekte forældre, til gengæld har realisme, social ubalance og nyere sprogbrug holdt sit indtog.

Lige nu har hun bare lyst til at give den lortekrikke en knytnæve i fjæset.

Steffi er flyttet til Danmark fra Grønland. Hendes far har siddet fængslet for manddrab, og hun har ikke set ham i fem år. Hendes mor er sygemeldt med dårlig ryg. I skolen bliver hun mobbet psykisk og fysisk.

Ved et tilfælde kommer hun til at ride på Ponygården, og det bliver vejen ud af tabercentrifugen. Hun udvikler sig til en dygtig rytter med et godt tag på heste, al sin fritid tilbringer hun på Ponygården. Det gør noget ved Steffis selvtillid, og hun låner af hestenes adfærdsmønstre, da hun banker de tre drenge der mobber hende. Hun slipper af med sin angst, men veninder har hun ingen af.

Steffi er fremstillet lidt bitter og meget moden i sin tankegang. Hun er også et offer. Hendes cykel bliver ødelagt i forbindelse med en helteaktion – for sådan er hun også – og efter at have reddet hestene fra at indebrænde, må hun selv betale for at få repareret sin cykel.

Vi starter ved et nulpunkt: Alt er galt og ejeren af rideskolen vil sælge, fordi hun finder, at hun er ved at være 26-fed-og-færdig og gerne vil ændre sit liv. For Steffi er det en katastrofe, der kan tilføjes til de andre i hendes liv. Men så dukker to brødre med to araberheste op. Den ene er Saphir som er vanskelig at styre for ejeren, men Steffi har naturligvis styr på det og vokser med opgaven.

Rideopvisningerne ledsages af tekniske termer, og undervejs er der QR-koder med videoer af eksempelvis bagpartsvending og info om araberhestens historie.

Ina Bruhn

Hestene på Ponygården 4

184 sider

Høst & Søn

Udgivet: Oktober 2015