Sofi Oksanens debutroman fra 2003. Ikke ganske så sensationel som romanen Renselse, der udkom på dansk i 2010, men en opsigtvækkende og muligvis selvbiografisk vinkel på effekten af traumatiserende begivenheder i Østeuropa.

Vi følger Sofia i fyrrene i Sibirien, hendes datter Katariina i Estland i halvfjerdserne og Katariinas datter Anna i nutidens Finland.

For Sofia er baggrunden et Estland under sovjetisk pres omfattende en deportation til Sibirien, tab af familiemedlemmer og tilværelsen i et statsligt kollektiv. For Katariina er det mødet med en mand og flytningen til Finland, hvor hun hårdnakket tvinger sin datter til at tale finsk og fornægter det estiske.
Anna er den nutidige hovedperson. Hun får de samme muligheder som andre unge i den vestlige verden, men har en baggrund, der er væsensforskellig, og måske derfor lider hun af en spiseforstyrrelse –

… jeg er i bund og grund bulimiker, anoreksien er bare kommet oven i handelen…

Romanen fremstiller på skift de tre kvinders traumer, udefrakommende, voldsomme og forbundne med tab for Sofias vedkommende, og hos Anna et opgør med mormoderens magtesløshed, moderens langvarige kampe og den fælles sammensparede skam over herkomst og historie.
Anna er dygtig og perfektionistisk. Hun får høje karakterer, og bulimien giver hende en uvurderlig følelse af kontrol over tilværelsen. Til gengæld giver det absurde vanskeligheder i selskab med andre mennesker, og forholdet til hendes mand støder på grund, indtil Anna opnår en slags afklaring med hvad hun selv kalder en ren bulimarexi.

De vekslende afsnit til trods er denne roman mindre fængende end Renselse, men den historiske baggrund og den nedarvede hukommelse er vedkommende

Forfatter: Sofi Oksanen
Oversat af Birgita Bonde Hansen
462 sider
Rosinante
Udg.: 11.02.2011
4 glober