Sproget er i konstant udvikling, men hvorfor og hvordan udvikler det sig mon? Dét stiller ph.d. i dansk sprog og seniorforsker ved Dansk Sprognævn Marianne Rathje skarpt på i bogen ”Sproglige tildenser”. Som titlen så fint illustrerer, så er en af tidens tendenser, at en del mennesker fejlagtigt skriver tildenser. Bogen indeholder 50 udvalgte sprogklummer, som Marianne Rathje tidligere har udgivet i dagbladet Politiken under “Ugens ord”. Nu er de samlet i denne bog, der henvender sig til alle med interesse for sprogformidling, lingvistik og retorik. Den udkom i efteråret 2022. 

Marianne Rathje er en erfaren sprogforsker og -formidler. I sine 50 små sprogklummer kommer hun vidt omkring nutidens sprogbrug. Hun giver samtidig eksempler på den historiske udvikling af sproget. Det er alt sammen formidlet med relaterbare og forståelige eksempler. Undervejs peger Marianne Rathje på nogle af de ting, der påvirker sproget herunder låneord og kulturelle indtryk. Der skeles ikke mindst til de unges sprogbrug, idet de sætter kursen for sprogets udvikling. Læseren får et klart indtryk af, hvor sproget bevæger sig hen. 

Som formidler er Marianne Rathje både saglig og pædagogisk. Hun er i stand til at oplyse på en interessant og underholdende måde. Det er altid en svær kunst at ramme det oplysende og underholdende på én og samme tid, men det formår bogens forfatter på fineste vis. Hun er trods alt også dus med sprogets værktøjskasse, så det er ikke mærkværdigt at hun kan berige os uden at kede. 

Det er svært at komme med noget negativt at sige om denne begavede lille bog om sprog! Måske kunne bogens brugsværdi forhøjes yderligere, hvis der bagi var en kort mini-grammatik med repetition af de vigtigste ord og begreber. Flere uden forforståelse ville ubesværet kunne læse med, hvis der var en mini-grammatik og begrebsafklaring. Det er trods alt ikke alle læsere, der husker grammatiklektionerne og på stående fod er hjemme i ord som etymologi og idiosynkrasier. 

Bogens 50 klummer er skrevet over en periode på fem år. Jeg savner derfor angivelse af det oprindelige udgivelsestidspunkt ved hver klumme. Det ville sætte klummens indhold ind i en kontekst. 

”Sproglige tildenser” er særdeles lærerig og interessant for alle, der som mig, holder af at lytte til ”Klog på sprog” på P1 eller følger facebookgrupper omhandlende sprogets finurligheder. Mange af vores sproglige fejl er vi ikke bevidste om. Men efter endt læsning bliver opmærksomheden skærpet, og vi mindes om at sprog er en dynamisk størrelse. 

Bogen er forfattet veloplagt og med vid. Du kan se frem til et fascinerende indblik i danskernes sprogbrug, der udvikles i takt med samfundsmæssige forandringer, indtryk udefra, nye fremskridt og tendenser. Ak ja, dér var ordet jo igen! Sprog er en markør for os som mennesker og ikke mindst for de unge, der gerne går foran med helt nye udtryk. 

Marianne Rathjes er en ferm formidler. Qua sit arbejde ved Sprognævnets spørgetelefon har hun fingeren på pulsen i forhold til danskernes sprogbrug – både mundtligt og skriftligt – og ikke mindst de kvababbelser, det kan afstedkomme. Med ”Sproglige tildenser” bliver du klogere på det hele og får stof til eftertanke. 

Sproglige tildenser

Sprogforandringer i dansk

Forfatter: Marianne Rathje

Forlag: Syddansk Universitetsforlag

144 sider. Hæftet

Udgivelsesdato: Den 16. september 2022

Anmeldt af Nønne Lønne Votborg