Et magisk eventyr begynder hjemme i stuen hos Sort Hest og Hvid Hest. Hvid Hest er helt fordybet i en bog, og Sort Hest vil gerne ud i naturen for at opleve ægte magi.
Sort Hest finder en bog om naturen der fascinerer dem begge – ikke mindst fordi den også handler om de mystiske væsener i naturen: elverne, nøkken, hyldefolket, nisserne.
De to finder et shelter og går i gang med at studere deres omgivelser. De kigger på et egern på en træstamme, mens et andet egern napper deres frokost og tager den med sig op i et træ.
Om natten oplever de alle de mystiske væsener. Det er ret skræmmende, men de to heste reddes af de mystiske væseners indbyrdes slagsmål og bliver enige om, at naturen er magisk.
Der er illustrationer på alle sider, så læseren kan se de to heste og alle deres medskabninger og fornemme den særlige stemning i skoven om natten. De to heste kunne være inspireret af Tove Jansson og mumitroldene.
Handling og morale handler om at nyde og respektere nature. Det er gode emner i en tid, hvor naturen tit bliver overkørt af, hvad der ligner tankeløs vej- og byplanlægning. Målgruppen er fra ca. fem år, og der kan blive behov for en voksen oplæser der kan forklare, hvad de mystiske væsener er for nogen.
Sort Hest & Hvid Hest
– i vild natur
Kamilla Heinze
65 sider
Snepryd Bogforlag
Udgivet: November 2025
Birte Strandby