Magisk poesi og sort realisme møder man i denne debutbog der har taget navn efter Emily Dickinsons Hope Is the Thing With Feathers.

En mand mister pludseligt sin kone, og hans to små drenge mister deres mor. Det efterlader sorg og dybt savn. Krage der er en personificering af farens sorg flytter ind for at blive, så længe den lille familie har brug for det.

Sorgen beskrives og forklares på mange måder, drengene siger:

Mange mennesker sagde „I har brug for tid“, men det vi havde brug for var vaskepulver, luseshampoo, fodboldmærker, batterier, buer, pile…

Mens det for faren uanset tilværelsens andre indslag altid ender med:

Konklusion: Bedring og Vækst Jeg savner min kone

Drengene har fælles stemme, kragen og far har hver sin stemme. Livet med manglen fungerer vidt forskelligt for far og sønner. Faren forsvinder næsten i sin altfortærende sorg, og drengene overlades til krage og til sig selv:

Vi tissede på brættet. Vi lukkede aldrig skuffer. Vi gjorde disse ting for at savne hende, for at blive ved med at ville have hende.

Faren tackler sorgen på sin egen måde med krages hjælp og afviser støtte fra vennerne: Du skal ikke være bekymret. Jeg får hjælp.

Med den voldsomme sorg opstår brutale og komiske meningsudvekslinger mellem krage og familien:

„…Krage-af-rigor-mortis, husk det nu, Den Gud-ædende, skidt-slikkende, ord-dræbende, ådsels-vanhelligende matematik-bombe motherfucker, og alt det.”

„Han har aldrig kaldt dig en motherfucker.”

Og midt i sin meget præcise, genkendelige udlægning af sorg kan forfatteren alligevel ikke nære sig for at gøre nar af hovedpersoner og læseren:

Ÿ – Skriv næste afsnit af historien og fokuser på temaerne: menneske versus natur, støvler, brødre og Den russiske Revolution.

Udover at tilbyde nydelse af en sjælden sproglig akrobatik åbner bogen også nye mulighed for analysearbejdet i litteraturen.

Max Porter

Sorg er et væsen med fjer

Oversat af Pia Juul

126 sider

Gyldendal

Udgivet: 02.09.2016

Birte Strandby