De står bag mig. Tre tårnede skygger. Sorte tunge maskingeværer hviler på deres arme …, jeg tør ikke se op …

Som en anden Winston Smith fra ‘1984’ sidder Nora i sin bås på Kontoret og læser korrektur og skriver – på skrivemaskine. Vi er i Danmark, årstallet er mindst 2021, Nora stempler ind og spiser udkogt kål i kantinen uden at tale med nogen. Nora har desuden et gult armbind der fortæller, at hun er tidligere straffet.

Langsomt får vi Noras historie om, hvordan hun landede i en dystopisk fortælling fra fremtidens Danmark. Det begynder med vejret, med flygtninge, med fremmedfjendtlighed, lukkede grænser, og det udvikler sig til stadig mere overvågning, historieforfalskning, tørke og rationeringsmærker. Noras mand var af koreansk afstamning og blev sammen med datteren sendt til et udrejsecenter, efter at familien havde forsøgt at gå under jorden.

I dagligdagen har Nora en værge, en led fyr der udnytter sin status til at afpresse Nora, og på jobbet møder hun Margret, der har forbindelse til modstandsbevægelsen. Hun skal hjælpe Nora med at finde familien, men noget går galt.

Som sne i havet er både fængslende, håbefuld og sindssygt uhyggelig, det sidste fordi vi kan se begivenheder i 2020 der kunne være optakt til det der ender med at ligne et lukket diktatur med stærkt indskrænket frihed, total overvågning og hemmeligt politi. I baggrunden er der demonstrationer, og København er blevet en ren dødsfælde. Nora prøver at forklare, hvordan det er gået så galt for danskernes liberale og omsorgsfuldt socialistiske fællesskab samtidigt med, at hun selv forsøger at navigere i et rigidt miljø, hvor det klassificeres som forrædderi at spørge efter sit barn – eller købe rødvin.

Det er påfaldende og skræmmende som tiden kalder på dystopier. Det forsonende er, at de moderne dystopier ofte er rigtig god og tankevækkende læsning, og denne er fremragende – ikke mindst hvis man læser den med 1984, Fagre nye verden og Stefan Zweigs novelle Regn i baghovedet.

Som sne i havet

Michala Elk

196 sider

Brændpunkt

Udgivet: 2020

Birte Strandby