Hanne-Vibeke Holst har sakset i nyhedsmedierne og valgt et meget skræmmende emne: En pandemi, her en influenza med en smitterate på 20 %. Det vil sige, at en million danskere rammes. Af dem vil 0,5-1 % dø. Oven i købet ser det ud til, at denne nye influenza i særlig høj grad rammer dem under 20 år. I Danmark vil det dreje sig om 6.000 børn og unge.
Det er scenariet. I midten står Karoline , der netop er begyndt i sit nye job som pandemikoordinator for WHO. Hun er, som Holsts yngre kvindelige hovedpersoner ofte er, idealistisk, ren af hjertet og fuldstændig uforstående overfor den gamle FN-organisations langsommelighed, ligesom hun på ægte dansk maner er ret immun overfor hierarkier og kommandoveje og ikke bange for at give en magtfuld medicinalindustri kamp til stregen.
Til enhver god spændingsroman hører også et farverigt og omfattende persongalleri. Karolines nærmeste chef, Rose, er fra Uganda. Hun er kæreste med en dansker der ikke vil skilles fra sin handicappede kone, og så er hun en dygtig leder, selvom hun ikke har helt styr på sin russiske medarbejder, Belozerov, hvis loyalitet overfor WHO forstyrres af hans machotilbøjeligheder.
Karolines mand Jasper, der er fulgt med til Géneve, har sin egen historie, og den er heller ikke for køn. Han været ude i tvivlsomme forretninger, men nu ser det ud til, at han kan få det fikset, hvis han lige tager et lille gråzonejob.
Den røde tråd er den voksende epidemi, der begynder med en syg gris i Ukraine, men med lynets hast bliver til et dødsfald i en børnehave i Aalborg. Karoline må slås ikke bare med pandemiens tre bølger. Hun modarbejdes også i flere omgange af mennesker og stater der ikke vil have dødstallene offentliggjort. Samtidigt banker store mængder af flygtninge på Europas porte, og en plaget dansk statsminister forsøger at lovgive sig ud af vanskelighederne.
Hanne-Vibeke Holst jonglerer elegant med personer, historie og begivenheder, og man næsten sluger de små 700 sider – og køber hvert et ord om politik, Big Pharma, magthierarkier og håndvask-kø i vores internationale institutioner. Hele balladen nuanceres af personerne og deres sprog – og af Holsts meget sigende metaforer:
Tyve højisolerede sengepladser vil forslå som en tikrone i Tivoli.
Hanne-Vibeke Holst
Som pesten
686 sider
Gyldendal
Udgivet: 28.09.2017
Birte Strandby
