Kun godt et år efter udgivelsen af ‘Lykkeligt nær’ om aldringens udfordringer og glæder, er Thomas Bredsdorff klar med en ny bog. Denne gang handler det om kærlighed, glimt af kærlighed, ofre for kærlighed og ikke mindst kærlighedens lyksalige. Det er notater, små kapitler om hvad kærlighed er, og hvad det kan være for forskellige mennesker. Hvad var Arendse for Johannes Ewald, Heloïse for Abelard? Og Abelard for Heloïse:
O! grumme brev! Hvert ord mit hjerte sårer!
Fra deres kilder brister mine tårer.
Kærligheden ender ulykkeligt, mest for Heloïse. Abelard har en anden udlægning, og han fremstår mildest talt ikke særligt sympatisk. Bredsdorff slutter kapitlet med at erklære, at Heloïse er det første kendte offer i middelalderen for sammenblandingen af sex og magt.
Meget bedre står det ikke til for Ofelia og Hamlet. Hamlet elsker sin Ofelia, men at hævne mordet på faren er vigtigere, og så kan Ofelia godt gå i kloster. Bredsdorff citerer Peter Poulsen der tydeligvis er langt mere romantisk anlagt end Hamlet:
Hvis jeg var Hamlet
ville jeg købe blomster til Ofelia …
Heloïse og Ofelia er ofre for kærligheden. I Goethes Den unge Werthers lidelser, er det unge Werther der må lide, men som Bredsdorff påviser, så er Werther ikke offer for kærligheden, men derimod for Goethes drøm om passion.
Der er mange udlægninger af kærlighed. Dagens dating gør det let at mødes, men vanskeligt at knytte sig til hinanden. Emil Aarestrup skrev om forelskelse, men hvad vidste han om kærlighed?
Undervejs hører vi om Kama Sutra, Inge og Sten Hegeler, om Grundtvig, Kierkegaard og Jesus. Kærligheden findes i mange versioner. Der er meget at reflektere over, og det er ikke sikkert, at læseren når samme konklusioner som forfatteren, men den lille tour de force i kærlighed både udfordrer og bekræfter vores gængse opfattelse af kærlighed.
Som boblerne i bækken
En oldings notater om kærlighed
Thomas Bredsdorff
163 sider
Gutkind
Udgivet: 10.04.2025
Birte Strandby
Anmeldelse i POV International: https://pov.international/thomas-bredsdorff-om-kaerlighed-og-alderdom/