De fleste danskere har sikkert set den 3,75 meter høje statue Den danske Landsoldat ved Prinsens port i Frederica. Det er tydeligt, at det er en soldat fra de sejrende tropper, men ved alle mon også, hvorfor den er så enestående? Han er den første af sin slags, det første monument over den menige soldat. Den der gør det hårde arbejde, men sjældent oplever den store hyldest. Landsoldaten markerer, at kunsten – og i dette tilfælde også offentlighedens – opmærksomhed er landet på ham.

På Den Hirschsprungske Samling kan man fra marts til juli 2024 opleve, hvordan kunsten i forbindelse med de slesvigske krige (1848-51 og 1864) ‘opdagede’ den menige soldat.

Sammen med det fine billedemateriale får vi også en historisk forklaring på, hvorfor soldaten dukker op i 1848 – samtidigt med Peter Fabers sang Dengang jeg drog afsted.

Som der nævnes i kataloget Soldater er sammenhængen mellem folk, nation og frihed ny. I 1848 var der en række nationale revolutioner i Europa der førte til Første Slesvigske Krig. Der er altså en sammenhæng mellem danskernes nyfundne folkelige krigsengagement og de nye soldaterbilleder, der opstod midt i 1800-tallet. Sangen ‘Dengang jeg drog afsted’ havde til hensigt at skabe en nationalt bevidst soldat og motivere de danske unge mænd til deltagelse i krigshandling. Målgruppen kom fra landbefolkningen, husmænd og karle på gårdene. De rige kunne betale sig fra værnepligten, mens de tvangsindlagte havde 16 års værnepligt orstået på den facon, at de kunne passe deres arbejde, men skulle stille med kort varsel når de blev indkaldt. Kunsten var med til at fremelske et billede af en stolt soldat der tjente ‘folk, flag og konge’.

Flere af kunstnerne var selv værnepligtige eller havde været det, hvorfor tegninger og malerier blev mindre konstruerede. Og med konkurrence fra tyske bogtrykkere fik danskerne sat prisen på papirbilleder så meget ned, at de kunne afsættes til soldaterne og deres familier og dermed være med til at skabe erindringer der talte om ære og tapperhed. Samtidigt udfordrede billederne den kollektive erindring og ideen om, at krigen var en samlet, ensartet oplevelse for alle. Krigen bliver en folkelig sag. Det har den ikke været tidligere. Spørgsmålet er, om den bliver det igen – i vores ufredstider, hvor landets ledere taler våbenproduktion og flere midler til forsvaret.

Katalogteksten fortæller også om de enkelte kunstnere, og hvordan kultur og krig påvirkede hinanden:

Jørgen V. Sonne og Niels Simonsen blev efter udstillingen i 1849 konkurrenter, der sloges om at skabe de største, mest populære krigsbilleder, hvor danske soldater optrådte i heltemodige scener og kun døde meget lidt.

Lemlæstelse, frygt eller bekymringer indgik sjældent i motivet, mens kæresten der tankefuldt læser soldatens brev var en mere sikker vej til beskuerens beundring. Det betyder ikke, at nederlaget ikke også findes i kunsten. Eksempelvis er Tilbagetoget fra Dannevirke, 1864 af Niels Simonsen nok et af samlingens bedst kendte billeder. Og det bliver nederlaget ikke sejren der trækker tråde frem til vor tid. 

Beskrivelse af de enkelte billeder samt kunstnerbiografier følger efter Rasmus Kjærboes artikel, og efterfølgende er der klip fra de værnepligtiges egne optegnelser og en tidstavle. Billedmaterialet er selvsagt rigt og et værdifuldt bidrag til forståelsen af dansk krigshistorie.

Soldater

Kunsten og danskerne i krig 1848 – 1864

Rasmus Kjærboe

Kunstnerbiografier af Caroline Rye Elkjær 

184 sider

Udgivet i forbindelse med udstilling på
Den Hirschsprungske Samling 15. marts – 28. juli 2024 

Birte Strandby