Sara er teenager, og det kan man bare ikke være uden at have vanskeligheder. I hvert fald findes der praktisk taget ingen litteratur om teenagere der ikke har problemer, men det havde måske også været kedeligt.

Sara tåger rundt. Hendes mor har aftenvagter og dukker kun op i form af korte beskeder, om hvornår de kan spise sammen. Sara har sommerferie, hendes venner er på vej i gymnasiet og på efterskole. Hvad Sara skal, er der ikke rigtigt nogen der ved.

Foreløbigt har hun et fritidsjob i sin onkels skrantende solcenter. Sara kan meget godt lide sit job der, men så kommer Onkels nye kæreste, konsekvent omtalt som Onkels nye, og insisterer på at ændre forretningskonceptet til Saras store bekymring.

Sara afprøver tøvende sin seksualitet, først med skolelederen på turen til Prag, dernæst udfordrer hun en af solcenterets kunder, Rockeren, en venlig mand med god humor, og hun forsøger sig med sugardating uden helt at være bevidst om, hvad det går ud på.

Det er en sød fortælling, der belyser Saras eksperimenten og hendes bekymring.

Moralen er tvetydig, måske finder Sara en sød kæreste, og det er helt fint. Men hun slipper tilsyneladende godt fra kriminalitet. Er det også ok?

Anja Hitz har blandt andet skrevet bøgerne Ingen som Tilde, Mig og min stjernefamilie og Skrid, mor. Temaerne er mobning, ansvar, at leve i en sammenbragt familie, og at have en far, der sidder i fængsel, alt sammen i verdener der er befolket af uforstående voksne og hårdt prøvede børn der reagerer på de voksnes uvidenhed med irritation og humor.

Anja Hitz

Sol solo superglue

112 sider

Høst & Søn

Udgivet: 21.08.2017

Birte Strandby