”Søde, røde sommerdrømme” er første bog i den helt ny krimiserie om Cilla Storm. Bogen er skrevet af den unge svenske feel good forfatter Christoffer Holst, der debuterede i 2015. Med denne serie udkommer Christoffer Holst på dansk for første gang.

Handlingen udspiller sig på den smukke skærgårdsø Bullholmen udenfor Stockholm, hvor den unge sladderbladsjournalist Cilla har søgt ly, efter hun er blevet forladt af sin kæreste. Cilla Storm har købt et hyggeligt lille kolonihavehus. Men knapt er hun ankommet, før der sker et mord på en ung pige.

Det viser sig at Cilla var den sidste, der så den afdøde. Det pirrer selvsagt Cillas nysgerrighed. For hvem var den dræbte pige og hvem ville slå hende ihjel? Cilla og hendes søde og snakkesalige nabo, Rosie, prøver sammen at forstå, hvad der er sket, alt i mens de hygger sig over masser af kaffe, drinks, kold hvidvin og gode snakke. Rosie er samtidig mor til den flotte og velklædte politimand Adam, der er står for efterforskningen. Men noget tyder på at han ikke er helt fri af tidligere forhold – eller er han?! Selv om Cilla er taget ud til skærgården for at komme til hægterne efter et forlist forhold, kan hun ikke se sig fri for at være tiltrukket af den charmerende Adam.   

”Søde, røde sommerdrømme” er som titlen antyder en ægte feelgood roman, men det er også en spændende krimi. Den leder tankerne i retning af et miks af svenske ”Maria Lang”, en moderne ”Miss Marple”, ”Mord med Miss Fisher” samt en pæn portion ”Bridget Jones Dagbog” al den stund at vores hovedperson Cilla spiller en stor rolle som single, småneurotisk hvidvinsdrikkende og kærlighedshungrende kvinde.

Christoffer Holst har skabt en letlæselig feelgood krimi, der har et enkelt og overskueligt persongalleri i modsætning til mange andre krimier. Det gør dog også, at han på nogle punkter begrænser sig selv og historien får ikke helt så meget tyngde, som man kunne ønske. I takt med at den nysgerrige Cilla snuser til mordet, viser det sig at den idylliske skærgårdsø bærer på en dyster fortid. Som journalist er Cilla vant til at undersøge ting, men er det nu også så sikkert at lege detektiv uden at indvie Adam i sit forehavende?! 

Christoffer Holst har skrevet en bog, der ”pleaser” læseren. Den er både underholdende, romantisk og nem at læse! Plottet er ikke videre fascinerende, men har trods alt nogle gode pointer om, hvorfor man kan blive drevet til mord. Selvom jeg ikke regnede det helt ud, så havde jeg en klar idé om, hvordan det hang sammen. Det er tydeligt, at forfatteren gør brug af nogle klassiske greb og virkemidler fra krimiforfatterens håndværkskasse. Men pyt med det, så længe det virker!

Dér hvor Christoffer Holst har en særlig evne, er i forhold til at dreje en kærlighedshistorie, så læseren bliver blød om hjertet. Det lykkes flot. Jeg kan se for mig, at både unge og modne – kvindelige – læsere vil nyde bogen, men selvfølgelig også blive berørt af mordmysteriet.

Bogen gør sig godt til afslapning og hygge. Læseren bliver måske ikke overrasket hvad angår mordplot, men både Cillas og Adams kærlighedsliv er velbeskrevet og fortællingen byder på nogle velvalgte overraskelser.

Med ”Søde, røde sommerdrømme” tager vi hul på en ny og velskrevet cozy crime krimiserie, der vil glæde mange. I hyggekrimien er der som bekendt garanti for det nære, og læseren er fri for vold, sex og andre hårde ting. Det er lige hvad man kan bruge i denne Corona-tid, hvor verden gerne må være let og ligetil! Glæd dig til en charmerende, varm, velskreven og ganske ublodig krimi.

Søde, røde sommerdrømme

Forfatter: Christoffer Holst

Oversættelse: Henriette Rostrup

Forlag: FLAMINGO

256 sider. Hæftet

Udgivelsesdato: 26. 3. 2020

Anmelder: Nønne Lønne Votborg